Han blev prøveløsladt i sommer efter at være blevet dømt to gange i 2023 i to forskellige voldtægtssager.
Begge gange udmålte dommerne i Østre Landsret hans straf til at skulle være to års fængsel – altså samlet fire år.
I juni måned i år blev han dog prøveløsladt af Kriminalforsorgen, da han med fradrag for perioden for varetægtsfængslingen skønnedes at opfylde betingelserne for igen at komme ud i friheden.
Men nu er den 26-årige mand tilbage bag tremmer som arrestant.
Søndag formiddag besluttede en dommer ved byretten i Lyngby, at den prøveløsladte voldtægtsmand skulle varetægtsfængsles som sigtet i en ny voldtægtssag.
Ifølge sigtelsen fra Nordsjællands Politi udsatte han i torsdags en kvindelig bekendt for voldtægt i en lejlighed i Kokkedal.
I grundlovsforhøret i Lyngby, der af hensyn til den kommende efterforskning blev afviklet for lukkede døre, nægtede han sig skyldig.
Men byretsdommeren fandt mistankegrundlaget mod ham så tungtvejende, at politiets anklager fik medhold i kravet om en varetægtsfængsling.
Den 26-årige blev varetægtsfængslet for (næsten) fire uger frem til 2. januar. Han tog forbehold for eventuel kære af fængslingskendelsen.
Nordsjællands Politi har tidligere oplyst til Sjællandske Nyheder, at episoden blev anmeldt fredag, og lørdag blev manden anholdt ifølge politikredsen.
»Hun var frivilligt på hans adresse, men ifølge forklaringen så tvang manden sig til fuldbyrdet samleje, selvom kvinden flere gange sagde nej. Hun forsøgte også at skubbe manden væk, men det lykkedes ikke,« har en vagtchef udtalt til regionalmediet.
Hvis den 26-årige mand ender med at blive tiltalt og dømt for det nye voldtægtsforhold, vil reststraffen – altså de dage, som han slap for at komme til at afsone ved prøveløsladelsen fra de to første domme – blive lagt oven i frihedsstraffen for den seneste sag.

