En 49-årig mekaniker ville tirsdag aften prøvekøre en Ferrari, han havde repareret.
Nu står han med noget af et forklaringsproblem – og risikerer at blive sigtet af politiet.
For under køreturen mistede den 49-årige herredømmet over fuldblodssportsvognen på Herningvej syd for Viborg, skriver TV Midtvest.
Den tysk indregistrerede Ferrari slog flere koldbøtter, ramte en jordvold... og blev totalskadet.
Uheldet skete klokken 21, og mekanikeren vurderes at have kørt med omkring 130 km/t, da han mistede kontrollen med Ferrarien.
Han blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet Viborg til observation.
Lokalpolitiet i Viborg oplyser til TV Midtvest, at mekanikeren ikke er sigtet i sagen, men formoder, at det kommer til at ske.
