Sveriges kronprinsesse Victoria sørger over en af sine venner, der døde søndag som offer for meningsløs vold. Det drejer sig om den kun 16-årige Riccardo Campogiani. Fem mindreårige drenge er anholdt i Stockholm, mistænkt for overfaldet.

Den unge mand blev udsat for vold og mishandling i forbindelse med en fest lørdag aften, beretter Expressen. Den 16-årige dreng fik så alvorlige hjerneskader, at lægerne på St. Görans hospitalet valgte at fortælle familien, at hans liv ikke stod til at redde.

Familien ventede derefter på, at farmoderen skulle komme op til Sverige fra Italien, inden lægerne valgte at slukke for respiratoren.

En af de mange, der i dag mødte op i Kungsholmens kirke for at vise Riccardo den sidste respekt og ære, var vennen, selveste kronprinssese Victoria af Sverige.

-Jeg vil selv vise, at jeg foragter den rå og unødvendige vold. De unge bør indse hvilke konsekvenser volden får, sagde Victoria til Svenska Dagbladet.

Kronprinsessen havde tydeligt svært ved at holde sine følelser tilbage, og rystede efterfølgende stille på hovedet, hvorefter det stille lød: Unødvendigt.

Den dræbte Riccardo Campogiani var ven med prinsessen og hendes kæreste Daniel Westling, der fulgtes med sin kæreste til kirken for at mindes deres gode ven.

Kronprinsesse Victoria tog i dag selv kontakt med den døde vens familie, og beklagede det hændte og sagde, at hun delte familiens store sorg.

-Prinsesse Victoria har beklaget, at det kunne gå så slemt. Hun kunne bekræfte familien i, at vores søn ikke er en slagsbror. Hun kendte ham, siger faderen til Expressen.

Han kunne også fortælle om familiens skir-ejser sammen med kronprinsesse Victoria og kæresten Daniel Westling.

Det var under en teenagerfest på Eiraskolen balladen startede omkring midnat lørdag.

Slagsmålet fortsatte ude på gaden, hvor den 16-årige blev slået og efterfølgende mishandlet.

Gerningsmændene sparkede på hans hoved og ifølge vidner skriver Expressen, slog en tilmed offeret i hovedet med et baseballbat.

Politiet i Stockholm har meddelt, at fem mindreårige drenge sidder anholdt. Og at alle er mistænkt for at stå bag overfaldet, der nu er blevet til drab.

Anklageren vil nu tage stilling til, hvorvidt de fem fortsat skal tilbageholdes i løbet af tirsdagen, siger Björn Engström fra politiet i Stockholm til Expressen.