»Jeg er lige blevet opgraderet. Krigsminister, bro. Krigminister.«

En 25-årig LTF-bandefigurs jublende opringning til en bandebrors hemmelige telefon i fængslet spiller en vigtig rolle for politiet som bevis i et af den københavnske bandekrigs brutale opgør.

Den 25-årige J havde tydeligvis vanskeligt ved at skjule sin begejstring, da han et par uger efter et dobbelt drabsforsøg på rivalerne fra Brothas i Mjølnerparken på Nørrebro ringede til sin LTF-bror i fængslet og pralede med sin forfremmelse

Ingen af de to LTF-medlemmer havde tilsyneladende mistanke om, at deres telefoner blev aflyttet. Og ifølge anklagemyndigheden er det bemærkelsesværdigt, at den 25-årige J så kort tid efter angrebet på Brothas-fjenderne blev forfremmet.

For ifølge politiet var det netop J, der som højtstående medlem af LTF havde en ledende og koordinerende funktion ved angrebet på Brothas-rivalerne under den blodige bandekrig i oktober 2017.

Aflytningen blev afspillet tirsdag eftermiddag i retten på Frederiksberg.

Bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) er nu blevet forbudt, og det er strafbart at reklamere med sit tilhørsforhold til banden. Arkivfoto.
Bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) er nu blevet forbudt, og det er strafbart at reklamere med sit tilhørsforhold til banden. Arkivfoto. Scanpix Danmark STF

Samtalen indgår i politiets bevismateriale mod 16 formodede medlemmer af den nu forbudte bande LTF - Loyal To Familia. De er ved en langvarig nævningesag over 20 retsdage tiltalt for to tilfælde af drabsforsøg, men nægter sig alle skyldig.

Den 25-årige J nægter foreløbig også at svare på anklagerens spørgsmål, men ifølge anklageren var det hans rolle at få trommet LTF-soldater sammen, så man 23. oktober 2017 kunne lave et blodigt angreb på en håndfuld centrale topfolk fra den rivaliserende Brothas-bande på deres hjemmebane i bebyggelsen Mjølnerparken.

Samtidig med at være tiltalt for at have organiseret det dobbelte drabsforsøg i Mjølnerparken er han i forvejen også aktuelt tiltalt i en anden stor sag mod 14 LTF-folk ved Retten i Roskilde.

Her er han tiltalt for syv forhold om blandt andet afpresning og håndtering af ca. et kg kokain og tre kg hash. Til et af afpresnings-ofrene skrev han ifølge tiltalen på sms: 'Det LTF - skal du fuck med os.'

Ved LTF-folkenes angreb mod Mjølnerparken 23. oktober 2017 kom tre biler proppet med maskerede og bevæbnede LTF-folk ifølge anklageskriftet til Mjølnerparken ved 18-tiden.

Målet var ifølge politiet at få ram på fem af topfolkene i Brothas. Mordplanen mislykkedes dog, da de planlagte ofre nåede at stikke af i tide.

Ifølge politiet var mordpatruljen trommet sammen fra LTF-afdelingerne på Nørrebro, Sjælør, Køge og Aarhus, inden deltagerne i tre fyldte biler - en Huyndai og to Mercedes'er - kørte i kortege mod Mjølnerparken.

Politiet har siden været i stand til at kortlægge bilernes præcise rute minutiøst, fordi bandebilerne, der ifølge anklageren fungerede som såkaldte puljebiler for LTF, i hemmelighed var blevet forsynet med gps-loggere, som hvert minut afslørede bilernes nøjagtige position.

Sammen med maste-oplysninger fra de tiltaltes mobiltelefoner har det ifølge anklageren gjort det muligt at lægge et teknisk puslespil, der viser de tiltaltes præcise ruter omkring gerningstidspunktet.

Kl. 17.55 på gerningsdagen ringede flere vidner opskræmte til politiet, fordi de ved Mjølnerparken havde set 12 maskerede mænd stige ud af bilerne bevæbnet med knive og slagvåben.

På video-optagelser fra bebyggelsens overvågningskameraer kan man se LTF-tæskeholdet sætte i løb, men Brothas-fjenderner når at løbe i sikkerhed.

Tre af de fem Brothas-folk blev i øvrigt ugen efter igen udsat for et nyt angreb ved A&O-Hostel ved Tagensvej.

Her blev den 30-årige Wari Khalif Yusuf med kælenavnet 'Wurdi' dræbt i en byge af skud, mens Brothas-lederen Mohamed El Addouti blev såret af et et skud i højre knæ og i munden. Kuglen ramte hans mobiltelefon, som han gik og talte i, og tog også en tand med.

Han nåede sidste år at blive dømt flere gange og blev to gange ídømt udvisning i to forskellige sager.

Hvis de 16 tiltalte LTF-figurer bliver dømt efter det alvorlige anklageskrift, kan det risikere at koste dem op til 20 års fængsel eller livstid. Tre af dem er udenlandske statsborgere og risikerer også udvisning.