Lyt til artiklen

En praktiserende læge fra Fredericia er fredag blevet dømt for embedsmisbrug.

Lægen blev idømt en straf på 20 dages betinget fængsel for at have udskrevet morfin til sit eget misbrug ved at bruge en intetanende patients navn og cpr-nummer.

I en domsmandsret ved Retten i Kolding erkendte den praktiserende læge sig skyldig, men i et noget mindre omfang, end anklagemyndigheden havde tiltalt ham for.

Ifølge anklageskriftet var han tiltalt efter straffelovens paragraf 152 b ved i sit virke som autoriseret praktiserende læge under skærpende omstændigheder at have misbrugt sit embede til at udnytte de fortrolige oplysninger om navn og personnummer på en 43-årig patient.

Ifølge tiltalen lykkedes det ved misbrug af de fortrolige oplysninger om patienten i samlet 78 tilfælde gennem godt et år den praktiserende læge at ordinere receptpligtige præparater som især morfin i den intetanende patients navn. Herefter hentede lægen selv medicinen på apoteket og brugte den.

I retten kunne lægen dog kun erkende, at der havde været tale om fem-seks tilfælde af morfin i en periode på tre-fire måneder.

Det var medvirkende til, at retten også afviste anklagerens påstand om, at lægen i en periode skulle fratages sin autorisation til at arbejde som læge.

Netop Fredericia har i årevis kæmpet med et så stort misbrug af morfin, at byen har fået tilnavnet »Morfinbyen«. Blandt andet holdt byens praktiserende læger på et tidspunkt et møde for at drøfte, hvordan man kunne være med til at begrænse misbruget af morfin i byen.

Det var ved Retten i Kolding, at den praktiserende læge blev idømt en betinget fængselsstraf. Arkivfoto.
Det var ved Retten i Kolding, at den praktiserende læge blev idømt en betinget fængselsstraf. Arkivfoto. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Og fra Sydøstjyllands Politis side har man tidligere ifølge Frederica Dagblad skønnet, at en betydelig del af byens store, illegale marked for morfinpræparater stammer fra lovligt udstedte recepter.

Morfin betragtes som stærkt vanedannende på meget kort tid og dermed lige så farlig fra egentlig hård narko, men juridisk er det sværere at få ram på forhandlerne.

I lægens tilfælde forklarede en et vidne fra Styrelsen fra patientsikkerhed, at man blev opmærksom på uregelmæssighederne og misbruget af patientens navn og cpr-nummer, da tilsynsmyndigheden modtog en anonym anmeldelse om sagen fra en apoteker.

Den praktiserende læge forklarede i retten, at han havde taget en del af den morfin, han havde udskrevet til patienten, fordi han selv havde haft et misbrug i en periode på grund af rygsmerter.

Han modtog dommen på 20 dages betinget fængsel, og kan altså uden videre fortsætte sit arbejde som praktiserende læge.