Flere tusinde danske unge festede natten til mandag igennem i Prag, men natten til tirsdag var ikke så fredelig som den første i vinterferiens festligheder. Tjekkisk politi, der er massivt til stede i byens hovedstad, snuppede i alt 33 unge under 18 år, som enten var beruset eller i færd med at drikke alkohol.

Fem af dem var så fulde, at politiet ikke fandt det forsvarligt blot at bortvise dem fra barerne og overlade dem til rejse-bureauernes repræsentanter som fremgangsmåden ellers er i den slags tilfælde.

- De havde så meget alkohol i blodet, at vi har vurderet, at de kunne være til fare for sig selv, fortæller politiets talsmand Tomas Hulan til bt.dk.

Han tilføjer, at den ene af de fem havde en promille over på over to og var stærkt beruset. Udover de 33 tilfælde af mindreårige, der drak, vurderer Tomas Hulan at natten forløb forholdsvis roligt. Han understreger, at politiet fortsat vil være meget synlig i Prags natteliv, og at flere razziaer er under forberedelse.

Carsten Andersen, der er kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet, er enig i, at dette års druktur i Prag forløber ganske roligt. Han mener derfor på ingen måde, at man kan sammenligne situationen med sidste år, der var præget af voldsepisoder.

- Vi er glade for den ro og orden, der virker til at være i år. Det skyldes først og fremmest det gode samarbejde med tjekkisk politi. De har nogle magtbeføjelser, som dansk politi ikke har dernede. Kombinationen af de to ting virker til at fungere rigtig godt, siger han til bt.dk.

Dog minder han danske unge om, at tjekkisk lov er meget skrappere end den danske, og at man derfor ikke må drikke på gaden, hvis man er under 18 år.

FAKTA:

Hvis man er under 18 år, kan man ikke straffes (den kriminelle lavalder), men politiet vil i sådan en situation højst sandsynligt tage dig med på stationen, ringe til forældre (og/eller ambassaden), samt melde det til de sociale myndigheder. Herefter vil forældrene kunne drages til ansvar.

Fra den danske ambassade i Tjekkiet.