Det var viceforstander Lars Jensen og ikke forstander Truels Truelsen, der var ansvarlig for skolen og eleverne, da en dragebåd med 13 elever og to lærere forulykkede med alvorlige konsekvenser i februar 2011.

Det kom frem i retten fredag, da viceforstanderen sidder på anklagebænken. Normalt er det forstander Truels Truelsen der har det overordnede ansvar for skolen, men da han ikke var på skolen den 9. februar, var det Lars Jensen. Det bekræftede Lars Jensen ved Retten i Nykøbing Falster fredag.

I retten bekræftede han, modsat Truels Truelsen, at han kendte til sejladsen den 9. februar. Ifølge DR fortæller han til anklageren, at eleverne havde haft en god tur. Efterskolen er blevet kritiseret for at eleverne var ude at sejle i det kolde vand i vinterhalvåret, der ifølge forstanderen heller ikke er praksis.

- I bagklogskabens lys kan jeg godt se, at det ikke var så klogt. Men jeg skænkede det simpelthen ikke en tanke. Også fordi det var Michael, der tog afsted. Jeg havde fuld tillid til, at Michael vidste, hvad der skulle ske, siger Lars Jensen fra anklagebænken.

Michael Jørgensen var en af de to lærere, der var med eleverne ude på fjorden den 11. februar, da dragebåden kæntrede og flere elever kom slemt til skade. Michael Jørgensen selv døde og blev først fundet i vandet 53 dage senere.

Den 11. februar var Truels Truelsen ikke til stede på skolen, men på vej med sin kone til Østrig. Derfor havde Lars Jensen også haft det overordnede ansvar over skolen der.

Forstander Truels Truelsen har fredag i retten nægtet ethvert kendskab til, at elever to gange i februar 2011 skulle have været ude på fjorden og sejle. Men viceforstander Lars Jensen kendte altså til sejladsen den 9. februar.

Truels Truelsen og skolen som juridisk person er sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse.