33-årige Rikke Jensen overlevede som den eneste efterskolelærer kæntringsulykken på Præstø Fjord 11. februar 2011. Tirsdag afgav hun forklaring i retten i Nykøbing F i sagen, hvor Lundby Efterskole og forstander Truels Truelsen er tiltalt for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af loven om sikkerhed til søs

Siden ulykken, hvor 13 elever og to lærere røg i det kun to grader kolde vand fra en dragebåd, har Rikke Jensen, siden ulykken ikke har vist sig eller udtalt sig offentligt. Udover idræt underviser hun også i dansk, kristendom, historie og svømning på Lundby Efterskole og har været fastansat siden 2005.

Stille, men lidt nervøst, satte Rikke Jensen, der var klædt i jeans og en sort bluse, sig til rette ved vidneskranken for at svare på anklagerens spørgsmål. Først lidt om hendes uddannelse dernæst om ulykkesdagen. Det blev en afhøring, der var præget af, at Rikke Jensen ikke kunne huske specielt meget. Især fra ulykkesdagen. Undervejs holdt hun mange eftertænksomme pauser, hvorefter hun for det meste kortfattet svarede:

- Det kan jeg desværre ikke huske.

Men det kom frem, at Rikke Jensen havde haft kendskab til elevernes svømmefærdigheder inden ulykken - også, at en af dem - eleven Casper Weigel - var en meget dårlig svømmer.

- Men jeg havde jo aldrig nogensinde forestillet mig at skulle tage et eneste tag i vandet, fortalte Rikke Jensen og fortsatte:

- Da vi røg i, opfattede jeg ikke vandet som koldt, selvom det lyder helt skørt. Selvfølgelig er jeg chokeret, men ikke i chok, som jeg husker det. Indtryk af Michaels reaktion: Ser ham en gang. River mig over båden. Der ser han chokeret ud. Michael ser chokeret ud. Han råber, vi skal svømme ind. Jeg begynder at svømme ind og svømmer hele vejen ind ved egen hjælp, men kan ikke huske, jeg er kommet i land.

Rikke Jensen havde inden ulykken prøvet at sejle i dragebåd to gange, men havde udover det intet kendskab eller erfaring med sejlads. Hun blev samlet op i strandkanten ved Hollænderskoven af personale på Nysø Gods ved Præstø.

I Havarikommissionens rapport står der, at hun på et tidspunkt ikke kunne mærke sine ben, da hun svømmede ind mod land, men at en af eleverne hjalp hende ind, hvor de begge kunne bunde. Men ellers husker hun først noget fra Nykøbing F sygehus.

Rikke Jensens kollega Michael Jørgensen døde ved ulykken, selvom han var en erfaren sejler. Senere kom det frem, at han som den eneste ikke bar svømmevest ved ulykken.

Syv af efterskoleeleverne fik hjertestop og var klinisk døde, da de blev reddet op af vandet. De blev efterfølgende genoplivet af redningsfolk, men kæmper i dag med fysiske og psykiske men i forskellig grad.

Flere forældre til elever på Lundby Efterskolen har undret sig over, hvorfor Rikke Jensen ikke også er blevet tiltalt i sagen ligesom skolens forstander og efterskolen selv. Men det hedder, at der er ‘gjort nogle juridiske overvejelser om ansvarsgrundlaget i sagen, og det er faldet ud til, at hun ikke kan holdes juridisk ansvarlig'.

- Der er ikke nogen rimelig formodning om, at hun har begået noget strafbart. Der er lagt vægt på, at hun har fulgt den normale procedure for skolen, og at hun havde fuld tillid til Michael Jørgensens søkundskaber’, har anklager Michael Boolsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere forklaret til BT.

Rikke Jensen var det sidste vidne af de ombordværende på den kæntrede dragebåd, der skal afgive forklaring.