Det første af fredagens to sidste elev-vidner har netop afgivet forklaring i sagen om kæntringsulykken på Præstø Fjord 11 februar 2011, hvor en dragebåd med i alt 13 elever og to lærere væltede rundt

Cecilie Gyldendal Rasmussen var en af de elever, der var ved bevidsthed, da hun blev reddet af redningsfolk over halvanden time efter, at ulykken var sket. I retten i Nykøbing Falster fortalte hun, hvordan hun havde reddet sin veninde Karoline op på en isflage og forsøgte at få liv i hende.

- Lige da jeg lander i vandet, møder jeg Line (den første elev, der slog alarm, red.). Jeg spørger om hun ikke kan vente, da jeg er i chok, men får ikke rigtigt noget svar. Jeg begynder at svømme rygsvømning ind mod land og møde møder Andreas, men pludselig forsvandt han bare, sagde hun og fortalte, at hun havde ønsket, at hun kunne flyve.

- Jeg ser pludselig Karoline tæt ved en isflage. Jeg lægger hende op på den og klasker hende i kinderne for at få liv i hende, men hun ryger hele tiden væk fra mig. Jeg forsøger at varme hende, men det kan jeg ikke rigtigt, fortsatte hun.

Da Cecilie Gyldendal Rasmussen ser en helikopter helt nede ved vandet, som vælger at flyve væk igen, tænker hun, at de nu var fortabte. Men så kom en båd til undsætning.

- Jeg rejser mig op, jeg har tabt mine ene støvle, men jeg tager den anden og vinker, så de kan se mig. Jeg ser, at de kommer hen imod mig, sagde Cecilie.

Efterfølgende blev hun overført til Nykøbing Sygehus, hvor hun er indlagt weekenden over.

Da Cecilie var færdige med at svare på anklagerens spørgsmål og havde sat sig ned til sin familie igen, brød hun samen i tårer, mens hendes far omfavnede hende.

Syv af de 13 elever fik hjertestop og var klinisk døde, da de blev reddet op af vandet, og lærer Michael Jørgensen døde. Lundby Efterskole og forstander Truels Truelsen er tiltalt for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af loven om sikkerhed til søs.

Følg dag 5 i Præstø-sagen live her