Trusler mod præsten kostede søndag formiddag to mænd en bøde på stedet i Høje Taastrup vest for København.

Umiddelbart efter gudstjenesten i Den Koptisk-Ortodokse Kirke på Taastrup Hovedgade 162 blev Københavns Vestegns Politi alarmeret om, at præsten var i problemer og blev truet.

- Vi fik kl. 11.52 melding om, at en mand var gået amok i kirken. Vi sendte to patruljevogne til kirken, som fandt ud af, at to mænd havde optrådt truende overfor præsten, som dog imidlertid ikke havde lidt overlast, oplyser vagtchef Henrik Frandsen til bt.dk.

De to uromagere på hhv. 66 og 42 år blev på stedet præsenteret for en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De har begge anden etnisk herkomst end dansk.

- De var angiveligt blevet uenige med præsten under gudstjenesten, men jeg er ikke bekendt med de nærmere detaljer, tilføjer politiets vagtchef.

Da bt.dk kontakter præsten i Den Koptisk-Ortodokse Kirke er han søndag eftermiddag ikke meget for at kaste lys over balladen:

- Der er ikke foregået noget som helst. Jeg har slet ikke noget af sige - jeg er præst, lyder den kortfattede melding fra den engelsktalende præst, der end ikke ønsker at oplyse sit navn.

Den koptisk-ortodokse kirke er den største kristne kirkesamfund i Egypten med omkring fem milllioner medlemmer, og har også en lille menighed i Danmark med kirken i Taastrup som et normalt fredeligt samlingspunkt.