Den BT-journalist, der tilbød præsten i Brorsons Kirke hjælp til at skjule afviste irakere, er blevet politianmeldt for forsøg på at overtræde udlændingeloven.

En journalist fra avisen BT gik ikke bare over stregen, men overtrådte muligvis også loven, da han tidligere på ugen kontaktede præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, og tilbød sin hjælp til at hjælpe de afviste irakiske asylansøgere med at skjule sig.

Det mener sognepræst i København Kirsten Sandholt, som har meldt den pågældende BT-journalist til politiet. Hun beder politiet undersøge, om journalisten med sit tilbud om at stille både sit kælderværelse og sin ødegård i Sverige til rådighed for de afviste irakere gjorde et strafbart forsøg på at overtræde udlændingeloven.

- Jeg er oprørt over den mangel på medieetik, der er i vort land. Det er ikke særlig ærværdigt at udfordre og forføre en person på falske præmisser med det ene formål at bringe ham til fald. Frem for at arbejde på at få den lille mand til at snuble i juridisk, men ikke i moralsk forstand, burde journalistik gå ud på at være demokratiets vagthund over for de myndigheder, der har magt at udøve, skriver Kirsten Sandholt i en mail til Ritzau.

På BT tager man politianmeldelsen med ophøjet ro.

- Vi imødeser den med fortrøstning, for det er en helt legitim journalistisk metode at gøre det her, og vi gør det for at finde ud af, om det tip, vi har fået, er korrekt. Det viser det sig jo så desværre, at det er, siger avisens ansvarshavende chefredaktør, Peter Brüchmann.

/ritzau/