Modstandsmanden Povl Falk-Jensen er blevet meldt til politiet for et dobbeltdrab begået tre dage efter Danmarks befrielse. Det oplyser Radio24Syv.

En 73 år gammel mordsag er landet på Politigården i København. Den i dag 97 år gamle tidligere modstandsmand Povl Falk-Jensen er blevet meldt til politiet for dobbeltdrab efter at have udtalt sig i en radioudsendelse.

Povl Falk-Jensen er den modstandsmand, der foretog flest likvideringer under 2. verdenskrig. Efter 65 års tavshed udgav han i 2010 sine erindringer, hvor han fortalte om de mange drab, han begik for modstandsgruppen Holger Danske.

I alt 11 personer - otte mænd og tre kvinder - slog han ihjel under de fem forbandede år. De to sidste drab begik han om morgenen 7. maj 1945.

Poul Falk-Jensen, frihedskæmperen med flest likvideringer under besættelsen. Her er han i Geel Skov nord for København, hvor han likviderede sine to sidste ofre 7. maj 1945.
Poul Falk-Jensen, frihedskæmperen med flest likvideringer under besættelsen. Her er han i Geel Skov nord for København, hvor han likviderede sine to sidste ofre 7. maj 1945. Niels Ahlmann Olesen

Frisøren Yngve Marinus Nielsen og hans kone Hildur Ruth Nielsen blev likvideret med nakkeskud i Geel skov i Nordsjælland. Parret var beskyldt af modstandsbevægelsen for at være stikkere og nazister. De blev pågrebet af modstandsgruppen Holger Danske 6. maj 1945. Samme aften besluttede modstandsgruppen, at parret skulle likvideres morgenen efter.

Frihedskæmper Poul Falk-Jensen var en af de store "likvidatorer" under besættelsen.
Frihedskæmper Poul Falk-Jensen var en af de store "likvidatorer" under besættelsen. Linda Kastrup

»De skulle fandme ikke have lov til at slippe,« sagde Povl Falk-Jensen under et interview med Radio24Syv i anledning af befrielsesdagen.

Det er angiveligt de udtalelser, der - ifølge radiostationen - har fået nogen til at melde modstandsmanden til politiet.

Københavns Politi vil hverken be- eller afkræfte, om de har modtaget anmeldelsen.

»Vi udtaler os ikke om så gamle sager,« siger pressetalsmand, Henrik Suhr til B.T.

Tyskerne i Danmark kapitulerede om aftenen 4. maj 1945, og eftersom drabene foregik tre dage efter, skete de i fredstid. Drabssager forældes ikke, og derfor skal politiet nu tage stilling til, om Povl Falk-Jensen skal sigtes for dobbeltdrab.