Poul Andersen husker overfaldet »klokkerent«, som han selv beskriver det.

Den 77-årige fodbolddommer husker, at en forælder er godt og grundigt utilfreds og slynger ukvemsord afsted efter fodboldkampen.

Han husker at sige »hvad sagde du?« til den mandlige forælder.

Og så husker Poul, at han i samme sekund bliver ramt af en voldsom skalle, der sender ham i jorden.

Det er i dag tre måneder siden, at 77-årige Poul Andersen var bevidstløs i et par minutter, da en utilfreds forælder valgte at lade sit temperament koge over og give ham en skalle til en U13-kamp mellem Såby/Hvalsø og FC Lejre.

Er du blevet udsat for et voldeligt overfald? Så vil B.T. gerne tale med dig. Send en mail til sebj@bt.dk.

Den voldelige forælder blev anholdt af politiet, mens Poul Andersen på sygehuset fik diagnosticeret en hjernerystelse og to brækkede knogler.

Siden er forælderen blevet tiltalt for vold i sagen, der skal for retten i Roskilde på mandag. Han nægter sig skyldig.

Men selvom retssagen skulle vise sig at blive det juridiske slutfløjt på sagen, vil episoden både fysisk og psykisk fortsætte med at hjemsøge Poul Andersen.

Han beskriver nemlig de seneste tre måneder som »en frygtelig omgang at komme igennem«.

»Jeg har haft rigtig mange smerter og har det stadig. Vi har ikke kunnet forstå, hvorfor det bliver ved med at gøre ondt. Jeg kan eksempelvis ikke sove på den ene side,« siger Poul Andersen.

Og så er der det mentale.

Sådan ser Poul Andersen ud i dag. Han er stadig i store smerter.
Sådan ser Poul Andersen ud i dag. Han er stadig i store smerter.

»Det er klart, at man ikke kan lade være med at tænke på det, når man ligger og skal sove. Så nu skal retssagen bare overstås,« siger den 77-årige dommer, der har takket nej til et mæglingsmøde med den tiltalte forælder.

Han har været ude at dømme et par fodboldkampe igen, men ikke på det samme niveau som før – endnu.

Det er dog stadig drømmen:

»Jeg vil gerne ud og dømme mere igen. Det skal jeg også, når jeg er lidt mindre plaget, end jeg er nu,« siger Poul Andersen.