Først blev han kørt ned. Så blev han trampet to gange i hovedet, og til sidst valgte den 23-årige mand at bakke bilen over postmanden to gange.

Sådan kan man opsummere det voldsomme overfald, som et PostNord-bud i fredags blev udsat for.

Det skete, efter han tilfældigt så en mand, der slog sin kæreste, og brød ind med følgende kommentar:

»Hvorfor slår du hende? Slå på mig i stedet.«

Den 23-årige mand er senere blevet varetægtsfængslet, men alligevel er poltiet nu ude for at søge vidner.

Det gør de i et opslag på X.

»På overvågning kan vi se, at der kom en del mennesker forbi på tidspunktet – dem vil vi meget gerne tale med,« siger politikommissær Søren Andersen fra Københavns Vestegns Politi.

Postmanden blev efter overfaldet kørt på hospitalet, hvor han blev erklæret i kritisk tilstand. Politiet har ikke ønsket at give en opdatering på mandens tilstand.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk – alle henvendelser bliver behandlet fortroligt.

Hos PostNord kalder man det »en forfærdelig sag«.

»Vi kan bekræfte, at det er en af vores ansatte i PostNord. Det er en forfærdelig sag, som vi af hensyn til vores kollega og de pårørende ikke kommenterer yderligere på,« skriver postvirksomhedens presseafdeling.

Man bekræfter desuden fra PostNords side også, at den 62-årige mand var på arbejde, da overfaldet skete.

Den 22-årige mand nægtede sig skyldig i Retten i Glostrup lørdag, hvor han blev varetægtsfængslet i 30 dage.