Black friday og julehandlen er højsæson for pakkeleveringer, og det forsøger mange kriminelle svindlere at udnytte.

Hos PostNord oplever man, at antallet af falske beskeder stiger op til jul.

Det drejer sig typisk om mails og sms’er, hvor svindlerne udgiver sig for at være PostNord, og forsøger at lokke modtagerne til at trykke på et link, opgive bankoplysninger eller lignende.

»Det er desværre uden for vores kontrol at stoppe de falske beskeder, selvom vi arbejder hårdt på at lukke sider ned, der ulovligt bruger vores brand,« siger Henrik Larsen, Kundeservicechef hos PostNord, i en pressemeddelelse.

Ifølge PostNord bliver svindlerne mere kreative hvert år, og det kan være svært at gennemskue, hvornår der er tale om fup.

Svindlerne er også på de sociale medier, særligt Facebook Marketplace og DBA, hvor de kontakter privatpersoner igennem deres annoncer.

»Man skal ikke være bange for at shoppe online. Det er en nem og bekvem måde at handle og sammenligne priser på, men det er vigtigt, at man bruger sin sunde fornuft. Er man i tvivl om en besked kommer fra PostNord, opfordrer vi til, at man bruger PostNords app,« siger Henrik Larsen.

Hvis man afventer en pakke fra PostNord kan man altid holde øje i PostNords app, hvor man kan være sikker på, at beskederne er korrekte, lyder rådet.