Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Virksomheden Loppeforum.dk er gået konkurs. Nu har vrede standlejere meldt ejeren til politiet. De anklager ham for bedrageri.

Brugte ting og sager er normalt i høj kurs, og mange danskere kender glæden ved at gøre et godt loppefund.

Alligevel måtte firmaet Loppeforum.dk, hvor både private og professionelle klunsere solgte deres ting, dreje nøglen om før jul. Butikken i Aarhus lukkede, og mandag i sidste uge blev foretagendet erklæret konkurs af skifteretten i Odense. Så lukkede butikken i Aabenraa også.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Efter lukningen har sælgerne ikke kunnet få kontakt til ejeren bag firmaet, og flere af dem har flere tusinde kroner i klemme, som de nu ikke kan få tilbage.

Derfor har Lars Træbing Winther oprettet en gruppe på Facebook for de frustrerede standlejere. Han har oprettet siden med henblik på søgsmål.

Lars Træbing Winther mener, at de tidligere standlejere til sammen har over en million kroner til gode. Penge, som de desværre nok kommer til at se langt efter, og det samme gælder de varer, de havde stående i butikkerne.

»Vi har fået oplyst, at butikken i Aabenraa er tømt, og at der hverken er aktivitet eller noget af værdi dernede. Dem, der har penge til gode, kan ikke forvente at få noget tilbage,« siger advokaten, der sidder med konkursbegæringen, Jan Bruun Jørgensen, til avisen.

Flere af medlemmerne af Facebook-gruppen mistænker ejeren for bedrageri. En anklage, ejeren Søren Kjær, dog ikke har ønsket at kommentere over for Jyske Vestkysten.

»Det må stå for deres regning, jeg har ingen holdning til det,« siger han og henviser de utilfredse standlejere til kuratoren.

Politiet i Aabenraa bekræfter over for Århus Stiftstidende, at ejeren er meldt til politiet.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.