»Han begynder at svine mig til og råbe alle mulige ting. At jeg er en klaphat og alt muligt. Det var helt tydeligt, at han prøvede at provokere mig og ville slås. Og så tog jeg den eneste dårlige beslutning den dag – nemlig at kaste et plastikglas mod ham.«

Meget detaljeret og med sin kendte stemme i et roligt leje forklarede en populær dansk popstjerne torsdag formiddag i Københavns Byret, hvad der en majnat sidste år gik galt på natklubben Arch i det indre København.

Ifølge Københavns Politi begik musikeren både simpel vold og grov vold i den tumult, der opstod på natklubben, men det nægter popstjernen sig skyldig i.

Tværtimod mener han, at det var hans modpart, der var 'mega truende fra start til slut', efter at de to var kommet op at skændes over nogle lydproblemer på natklubben.

»Han råber blandt andet »Fuck dig, din luder«, og da han kommer mod mig, tager jeg den eneste dårlige beslutning, nemlig at kaste et glas med en halv drink i mod han. Og lige inden har jeg vippet hans kasket – der var overhovedet ikke tale om, at jeg slog ham eller i det hele taget rørte hans ansigt,« understreger popstjernen.

Hans identitet må B.T. og andre medier ikke nævne, da der er nedlagt navneforbud i sagen.

Og det indledte han i vidneskranken med at forklare, at han var særdeles glad for.

»Det sidste halve år har ikke været nemt for mig København er meget lille, og snakken går. Musikbranchen er meget lille, så jeg håber, at vi når frem til, at det allerede har været lærestreg nok,« forklarede han i retten.

Anklageren vil kræve musikeren idømt fængselsstraf, hvis han kendes skyldig i de to voldsforhold, som han er tiltalt for at have begået en sen nattetime på natklubben.

Den mandlige popstjerne har ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Politi gjort sig skyldig i både almindelig vold efter straffelovens paragraf 244 samt den mere alvorlige paragraf 245 om grov vold.

Den bestemmelse bruges typisk, når gerningsmanden har benyttet en form for våben eller redskab til at udøve volden.

I dette tilfælde drejede det sig ifølge anklageskriftet om et drikkeglas af hård plast, som den nu tiltalte musiker ifølge tiltalen kastede og ramte to personer med.

De blev begge blev ramt i ansigtet af drikkeglasset.

Skaderne var så voldsomme og behandlingskrævende, at de forurettede bagefter måtte have syet deres sår på skadestuen.

Der skal under retssagen torsdag føres syv vidner i Københavns Byret, inden der efter planen afsiges dom i eftermiddag.