Tv-kokken Camilla Plums 26-årige søn Carl Plum og en 23-årig ven var torsdag i Østre Landsret, da anklagemyndigheden mente, de to skulle fratages retten til at have med dyr at gøre, efter de i 2013 slagtede og mishandelde ponyen Tarzan på en strand og filmede optrinnet.

De seks dommere var dog ikke alle enige i, at de to unge mænd skulle frakendes deres ret til at holde eller beskæftige sig med dyr. Med tre stemmer imod at frakende dem retten og tre for at frakende dem retten i tre år, faldt det ud til Carl Plum og den 23-årige mands fordel.

I Landsretten skal der nemlig være flertal, ellers falder dommen ud til den mest gunstige side for de tiltalte. Det betød, at Carl Plum og hans 23-årige kammerat kunne ånde lettet op og sætte et foreløbigt punktum i sagen.

Inden de seks dommere afsagde deres kendelse, fik Carl Plum muligheden for at sige det sidste ord. Med rystende stemme læste ham op fra det papir, hvor han havde skrevet ned, hvad han gerne ville sige.

»Jeg er ked af det. Det var forkert gjort. Jeg havde intet ønske om at gøre den ondt. Mine tanker var på, hvad der skete inden og efter aflivningen, og jeg satte mig ikke ordentligt ind i tingene. Sagen har påvirket mig. Den har ændret måden, jeg opfører mig på. Jeg sætter mig nu ind i tingene, inden jeg gør dem,« sagde han og fortsatte:

»Jeg vil slutte med at sige to ting. Et, den har haft et godt liv. Den var velernæret og ustresset. To, igen, jeg er ked af det.«

Sidste år blev Carl Plum og hans 23-årige ven idømt 30 dages ubetinget fængsel for at have mishandlet og slagtet ponyen Tarzan, som en rapport konkluderede havde lidt stor overlast ved deres handling.

Byretten mente dog ikke, at der var risiko for, at de to ville gentagne deres handling. Carl Plum og den 23-årige mand blev derfor ikke frakendt retten til at holde dyr.

Den beslutning var anklagemyndigheden dog ikke enig i, og dommen blev derfor anket til Landsretten, hvor den gik om torsdag.

Anklager Tine Ginnerup lagde i retten vægt på, at Carl Plum udemærket vidste, hvad han gjorde, da han slagtede Tarzan med en 33 cm lang brødkniv og skar hovedet af den.

»Det må stå de to tiltalte klart, hvilken smerte de har forvoldt Tarzan. Den sparker, da de begynder at save den i halsen. Den sparker og spjætter. Det må stå dem klart, at det gør ondt på den,« forklarede anklager Tine Ginnerup.

Ifølge den 23-årige kammerats kæreste gav tv-kokken Camilla Plum Tarzan væk, fordi hun ikke længere ville have den i sin have. Efterfølgende afhentede hendes søn Carl Plum og hans 23-årige kammerat ponyen det nye sted, hvor den stod.

Den 23-årige kammerats kæreste fortalte samtidig, at hun mente, Carl Plum ville bruge ponyens hoved til en Sankt Hans-fest.

Anklager Tine Ginnerup henviste under retssagen til en tidligere sag om en mand, der brændte en kanariefugl og filmede den, mens den brændte. Han blev frakendt retten til at eje dyr eller have noget med dyr at gøre i tre år.

»Jeg mener klart, der i denne sag er risiko for gentagelse af denne handling,« sagde Tine Ginnerup.

Læs også:

Det var Carl Plums forsvarer, Karoly Németh, uenig i.

»Det er en dum engangshandling. Det er ikke noget, der bliver gentaget. Derfor mener jeg, at straffen i det hele bør gøres betinget,« sagde Németh under retssagen.

Han mente heller ikke, at Carl Plum bevidst ville forvolde Tarzan skade.

»Min klient har bare troet, han var i stand til at slagte en hest. Han har ikke gjort noget bevidst for at skade hesten.Jeg er helt enig i, at det er nogle modbydelige billeder, vi har set, og jeg vil gerne understrege, at det ikke er en ordentlig måde at gøre det på. Det skal gøres på forsvarlig måde, og det er ikke gjort på en forsvarlig måde her. Men det, at Carl slagter sin hest, er som udgangspunkt ikke ulovligt. Det er måden, han gør det på,« forklarede Karoly Németh.

Carl Plums 23-årige kammerat filmede slagtningen af Tarzan. Hans forsvarer Ulrik Rasmussen gik efter frifindelse udfra den begrundelse, at hans klient ikke tog del i selve slagtningen.

»Man må gerne slagte en hest på stranden, om end det kan forekomme ejendommeligt at gøre det i solnedgangen. Men det er ikke ulovligt. Men min klient har ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at hesten skulle mishandles. Det var ikke det, han sagde ja til, da han filmede det ske,« sagde den 23-åriges forsvarer Ulrik Rasmussen.

Den 23-årige ønskede ikke selv at udtale sig i retten.