Den 5. januar udspillede der sig et fatalt drama på 'A Hotels' i Brøndby, da en 29-årig polsk mand blev skudt og dræbt på hotellets værelse 412.
I halvandet år har en nu 32-årig polak været internationalt efterlyst af dansk politi, men nu er endelig fanget og har vendt på en tallerken.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Den 32-årige polak skal nemlig for retten i Glostrup 14. oktober, og her ventes han ifølge mediet at tilstå – dog ikke for selve drabet.
Den mistænkte mener ikke, at drabet skete med fuldt overlæg, men derimod, at det var et uheld, da han på en kold fredag i januar dræbte sin 29-årige landsmand.
Han ventes derfor at tilstå at have begået uagtsomt manddrab.
Hotelpersonalet i Brøndby slog i januar sidste år alarm klokken 12.15 i sagen, der i første omgang blev omtalt som et 'mistænkeligt forhold'.
Siden er det kommet frem, at politiet efterforskede det som en drabssag, og at man havde anholdt en 22-årig mand for drabet.
En 60-årig mandlig bekendt af de mistænkte blev også anholdt og sigtet.
Kort efter blev den 32-årige efterlyst med både navn og billede, da politiet mistænker, han har været involveret i drabet på 'A Hotels'.
I sommer blev manden anholdt i samarbejde med hollandsk politi og udleveret til Danmark.
Den 60-årige og 22-årige mand er fortsat sigtet i sagen, men på fri fod. Først når sagen mod den 32-årige er afsluttet, skal det vurderes, om der er grundlag for at rejse sag mod dem.