En plan om indsmugling af cigaretter er i den grad gået op i røg for en polsk mand.

Den 49-årige mand havde lastbilen lastet med 2,4 millioner cigaretter, da han blev stoppet af tolderne og politiet. 

Cigaretterne viste sig at være ulovligt indsmuglet fra Tyskland, og det er ikke noget man har set på med milde øjne ved Retten i Sønderborg.

Et år og ni måneders fængsel, en bøde på 2,3 millioner kroner og en udvisning. Det var, hvad den polske mand blev idømt for sine handlinger. 

Den polske mand blev anholdt i september sidste år, da han blev pågrebet på en rasteplads i Padborg. 

Ifølge mandens fragtpapir kørte han rundt med autodele i lasten, men ved et nærmere kig stod det klart, at der var hele 2,4 millioner røde Prince-smøger, altså nok til 120.000 cigaretpakker. Smøgerne var der ikke blevet betalt afgift af, og derfor blev manden anholdt og varetægtsfængslet.

Her stoppede overraskelserne dog ikke.

Cigaretterne, der øjensynligt var den yderst populære cigaretvariant Prince Rød, viste sig nemlig at være en illegalt fremstillet forfalskning.

I en pressemeddelelse skriver politiet, at cigaretterne alene i tobaksafgift har en værdi på 4,7 millioner kroner.

Han blev dømt for svindel med tobaksafgifter, men også for overtrædelse af varemærkeloven og EU-varemærkeforordningen. 

Den 49-årige polak har hele sagen igennem nægtet sig skyldig, men modtog dommen onsdag.