»Er du nervøs?« spørger han.

Cheri Gärtner erkender blankt, at det er hun. Så tager han hendes hånd. Begynder at nusse den. Hun synes, det er sært. Manden er jo køreprøvesagkyndig. Politimand.

»Men jeg tænker, at det er okay. At det nok er en metode til at få folk løsnet lidt op, så de ikke er så nervøse.«

Kort efter starter en meget let, men også ekstremt ubehagelig køreprøve. En køreprøve, der dengang i 2016 kommer til at handle om alt andet end at køre bil. En køreprøve, som Cheri Gärtner efterfølgende prøver at lægge bag sig.

Hvilket lykkes.

Lige indtil 2020, hvor et brev fra Den Uafhængige Politianklagemyndighed melder sin ankomst i hendes e-Boks.

De er i færd med at efterforske en køreprøvesagkyndig for blufærdighedskrænkelser og stillingsmisbrug, står der i brevet, der opfordrer hende til at kontakte dem, hvis hun har informationer i sagen.

Hun griber røret med det samme.

Fordi hun viste, det ville blive en sag med ord mod ord, valgte Cheri Gärtner ikke at gå videre med den efter sin køreprøve. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Fordi hun viste, det ville blive en sag med ord mod ord, valgte Cheri Gärtner ikke at gå videre med den efter sin køreprøve. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

Cheri Gärtner er blot en af et utal af kvinder, der er blevet krænket af den mand, der har haft magten over, om de fik deres kørekort eller ej.

Den 64-årige politibetjent er onsdag i denne uge blevet kendt skyldig i størstedelen af punkterne i det 24 sider lange anklageskrift.

Et anklageskrift, der beskriver, hvordan han blandt andet skal have befamlet, masseret og nusset over 70 kvinder under deres køreprøver.

Og hvordan han har stillet nogle af dem upassende spørgsmål og fortalt ligeså upassende anekdoter fra sit eget sexliv.

Det sker også under Cheri Gärtners køreprøve, der starter på Toftegårds Plads tilbage i september 2016.

Efter at have nusset hendes hånd stiller han de rutinemæssige spørgsmål til bilen. Hvordan er det nu med dækmønstret? Og hvad sker der, hvis man træder på bremsen flere gange?

»Den bliver hård,« svarer hun til det sidste spørgsmål.

»Ligesom manden derhjemme,« siger den sagkyndige så.

Cheri Gärtner aner ikke, hvad hun skal sige til ham. Han er lige lovlig frisk, tænker hun. Og bliver så instrueret i at køre mod Valbyparken.

Mens de kører den korte strækning, taler den motorsagkyndige om en stor fest, han snart skal holde.

»Så spørger han, hvorfor sådan en smuk pige som mig er single.«

Ved ankomst til parken beder han hende parkere og stige ud.

»Så stiller han sig bag mig og begynder at massere mine skuldre og nakke. Jeg står lidt og vender det hvide ud af øjnene. Tænker: 'Åh nej, hvorfor? Hvor er det upassende.'«

Hun gør ikke noget. Hun vil bare gerne have det overstået.

»Han begynder så at presse sig ind mod mig. Jeg kan mærke, at der sker et eller andet i bukserne på ham. Og så træder jeg et skridt frem og får sagt: 'Ej, det behøver du altså ikke, jeg er ikke nervøs mere'. Så slipper han mig.«

De kører dernæst tilbage til der, hvor de startede. Cheri Gärtner får sit kørekort. Også selvom hun med egne ord »absolut intet viste« under prøven.

Cheri Gärtner viste med egne ord »absolut intet« af, hvad hun kunne, da hun i 2016 var oppe til sin køreprøve. Den motorsagkyndiges fokus var ifølge hende et helt andet sted. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Cheri Gärtner viste med egne ord »absolut intet« af, hvad hun kunne, da hun i 2016 var oppe til sin køreprøve. Den motorsagkyndiges fokus var ifølge hende et helt andet sted. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd
Vis mere

Hun fortæller efterfølgende sin kørelærer om oplevelsen. At den køreprøvesagkyndige er både »mega upassende og direkte ulækker«.

Det er hun vist ikke ene om at synes, lyder det angiveligt fra kørelæreren, der har hørt om andre episoder med selvsamme mand.

»'Hvorfor fanden er der ikke nogen, der har gjort noget ved det?' tænker jeg. Men det gør jeg jo heller ikke selv,« konstaterer Cheri Gärtner i dag.

»Jeg er på daværende tidspunkt slet ikke klar til at skulle anmelde en politimand i en sag, hvor det er påstand mod påstand. Og når man sidder i det, tænker man bare: 'Giv mig det kørekort, og til helvede med dig.'«

Cheri Gärtner er taknemmelig for, at der er nogen, der har haft »ben i næsen« til at sige fra. Til at tage kampen op mod en autoritetsfigur.

Det er med lignende mod, hun har valgt at stille sig frem i denne artikel.

»Jeg er ikke bange for ham. Historien skal helt klart frem i lyset, fordi det er mega ærgerligt, at så mange kvinder har haft det svært med det her og været bange under deres køreprøver.«

»Sådan noget må jo bare ikke ske.«

Retten på Frederiksberg er langt hen ad vejen enig.

Også selvom den 64-årige igennem retssagen har nægtet sig skyldig. Godt nok, har han forklaret i retten, husker han ikke de mange køreprøver.

Men han kan med sikkerhed sige, at han ikke kunne finde på den slags. Måske han har rørt ved nogle af eleverne. Men kun for at berolige dem.

Desuden ville hans hustru simpelthen blive rasende, hvis han gjorde som beskrevet i anklageskriftet, lyder forklaringen fra den nu dømte, der har været i politiet i over 30 år, men ikke længere er det.

Fem måneders fængsel, der ikke skal afsones, hvis han udfører 100 timers samfundstjeneste, lyder dommen til den prøvesagkyndige.

Det er uvist, om han anker.