Østjyllands Politi fik lørdag i forbindelse med det gode vejr adskillige henvendelser om støjgener fra borgere i det østjyske.
Det resulterede i, at politikredsen måtte rykke ud hele 37 gange for at dæmpe festlighederne.
Det oplyser Østjyllands Politi til B.T.
»Anmeldelserne gik primært på for høj musik, råben og skrigen i forbindelse med festligheder. Det var primært unge, det drejede sig om,« siger vagtchef Per Bennekov.
Han forklarer, at de 37 udrykninger skete i tidsrummet mellem lørdag eftermiddag og lørdag nat.
»Det var egentlig jævnt fordelt over hele kredsen og en del i offentlige områder. Samtidig er det også noget mere, end vi normalt ser,« siger Per Bennekov:
»Lad os bare sige, at fredag havde vi 18 tilfælde. Det er nogenlunde normalt svarende.«
Der blev ikke udstedt nogle bøder som følge af larmen. Og generelt var der en god stemning, da betjente ankom:
»Vi kommer jo og lægger en dæmper på festlighederne, men folk tog meget vel imod det,« forklarer vagtchefen fra Østjyllands Politi.
Politiet kommer dog samtidig med en opfordring til borgere, der måtte tage festlighederne til et for højt niveau.
»Det, vi gerne vil sige, er: Skru ned og tag hensyn til de omkringboende,« siger Per Bennekov.
Sidste sommer beskrev B.T. flere anmeldelser fra naboer, der klagede over støjgener. I august blev 35 borgere eksempelvis sigtet af politiet for at for høj musik om natten. Læs den historie her.

