Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) bekræfter over for Politiken, at den efterforsker, hvorvidt der er sket et læk af fortrolige oplysninger i sagen om den tidligere socialdemokratiske politiker Henrik Sass Larsen.

»Politiklagemyndigheden kan oplyse, at vi har modtaget en henvendelse om sagen fra Københavns Politi, og at Politiklagemyndigheden på den baggrund har indledt efterforskning i sagen,« meddeler DUP til Politiken.

Det var Berlingske, der først kunne berette, at Henrik Sass Larsen var tiltalt for at besidde materiale med overgrebsmateriale på børn.

Navnet på det, som Berlingske i første omgang beskrev som en 'tidligere minister og nuværende topchef' blev dog først bragt i medierne, da Henrik Sass Larsens forsvarsadvokat gik ud med en meddelelse om sagen.

DUP, som Politiklagemyndigheden kaldes, ønsker ikke at fortælle, hvilke oplysninger man er gået på jagt efter i politiets rækker.

Berlingske kunne 21. marts fortælle, at en tidligere minister var under efterforskning for at besidde materiale med overgreb mod børn og være i besiddelse af en ulovlig børnesexdukke.

Mediet havde detaljer med om politiets efterforskning, som ikke var en del af anklageskriftet, som på det tidspunkt kun var få dage gammelt.

Henrik Sass Larsen skal den 21. august i retten i sagen.

Han er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn og for at være i besiddelse af en ulovlig sexdukke, der ligner et barn.

Overgrebsmaterialet er opdelt i forskellige kategorier fra 1 til 3, alt efter hvor groft materiale der er tale om. Kategori 3 er det groveste.

Henrik Sass Larsen er tiltalt for at have besiddet samlet cirka 2404 billeder og filmsekvenser i kategori 1, 5638 billeder og filmsekvenser i kategori 2 og cirka 450 i kategori 3.

Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.