Hjemmehjælper sigtet for bedrageri af ældre for tredje gang. Socialdemokratiet vil forhindre flere tilfælde.

En 27-årig kvinde blev i 2013 dømt for bedrageri af ældre borgere og frakendt retten til at arbejde i ældreplejen.

Alligevel formåede hun syv år senere at blive ansat som hjemmehjælper af vikarbureauet SOS Vikar. Vikarbureauet kunne nemlig ikke se frakendelsen på kvindens straffeattest. Og nu er hun sigtet i en ny sag.

Det har fået Socialdemokratiet til at kigge på en løsning for at forhindre flere af den slags sager, fortæller Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus.

For at undgå fremtidige situationer af samme slags efterspørger kvalitetsdirektør i SOS Vikar, Lene Hansen, hjælp fra politikerne.

Og netop den hjælp arbejder Socialdemokratiet på at kunne give institutioner, der kan komme til at stå i samme situation som SOS Vikar.

- Det er ikke svært at blive enige om, at systemet ikke er godt nok, som det er lige nu, siger Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus.

Han fortæller, at de allerede er gået i gang med at kigge på løsninger. Men han kunne ikke komme nærmere ind på, hvilke specifikke løsninger, der bliver kigget på.

Retsordføreren hos SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, mener, at arbejdsgiveren skal have adgang til den kriminalitet, der er relevant i forhold til jobbet.

Hun mener dog ikke, at arbejdspladserne for altid skal kunne se tidligere domme.

- Vi skal tro på, at mennesket kan forbedre sig, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Den 27-årige kvinde er i den nye sag sigtet for at snyde sig til ældres bankkonti. Hun er sigtet for 72 forhold for sammenlagt 338.000 kroner.

Der forventes at blive afsagt dom i sagen fredag.

/ritzau/