Loven, der fredag har ført til dobbeltstraf til en 30-årig kvinde, som deltog i og opfordrede andre til vold, burde aldrig være vedtaget.

Det mener medlem af Retsudvalget for Radikale Venstre Kristian Hegaard.

»Hun skal helt klart straffes, men det her viser, at paragraffen for coronakriminalitet aldrig skulle være vedtaget,« siger han.

Den 30-årig kvinde er fredag idømt to års fængsel for at opfordre til og deltage i vold ved en demonstration på Rådhuspladsen i København mod coronarestriktionerne. Straffen blev fordoblet på grund af en særlig paragraf i straffeloven.

Paragraffen, der giver domstolene mulighed for at fordoble straffen for en række lovovertrædelser, hvis forbrydelsen har relation til covid-19-epidemien, blev indført 2. april 2020.

Men den burde aldrig have set dagens lys, mener Kristian Hegaard, der også dengang stemte imod loven.

»Det er grotesk, at man får dobbeltstraf, bare fordi det handler om en demonstration mod regeringen og coronarestriktionerne,« siger han.

Også løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille er kritisk.

»Det her er sgu for langt ude,« skriver han på Twitter.

»Man kan da ikke få to års fængsel for at være småtbegavet. Der er folk, der har fået mindre for incest og vold imod børn. Danmark, jeg skammer mig,« skriver folketingsmedlemmet.

Over for B.T. uddyber han sin holdning:

»Jeg synes, det er helt ude af proportioner, at man kaster folk flere år i fængsel for det, hun er dømt for. Folk, der har begået vold og overgreb mod børn, får mildere domme end det her,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Ifølge løsgængeren begrunder coronakrisen ikke, at borgere kan idømmes dobbeltstraf for 'coronakriminalitet'.

»Vi har stadig forsamlingsfrihed og ret til at demonstrere, og det skal vi selvfølgelig også have ret til under en krise,« siger han.

Kristian Hegaard opfordrer nu til, at loven bliver annulleret.

»Jeg opfordrer til, at man trækker ændringen tilbage. Den giver ingen mening,« siger han.