»Sådan! Højesteret har talt - LTF-leder Shuaib Khan er udvist af Danmark. Endelig!«

Og: »Ualmindelig godt tilfreds.« Og: »Rigtig glædeligt.«

Eller varianten: »Godt. Dommen sender et klart signal til de kriminelle udlændinge om, at de ikke er velkomne i Danmark.«

Politikerne på Christiansborg står i kø for at juble over, at den ulovlige bande Loyal to Familias leder, 32-årige Shuaib Khan, af Højesteret tirsdag er blevet idømt ubetinget udvisning af Danmark.

 
I videoen øverst kan du høre Højesterets dom over Loyal To Familia-lederen Shuaib Khan. Video: Ritzau
Vis mere

Den storkriminelle bandeleder fra Nørrebro er tidligere i både Københavns Byret og Østre Landsret også dømt til udvisning, men i begge retsinstanser vurderede dommerne, at dansk-pakistaneren har større tilknytning til Danmark end Pakistan og derfor kun skulle udvises betinget.

Shuaib Khan er pakistansk statsborger. Men han er født på Rigshospitalet og har hele sin nærmeste familie i Danmark og har boet her i landet hele sit 32-årige liv. Det har hidtil reddet ham fra reelt at blive smidt ud.

På grund af sagens principielle karakter skulle Højesteret som landets højeste retsinstans nu endeligt tage stilling til, hvorvidt udvisningen af Shuaib Khan skulle være betinget eller ubetinget.

Og Højesteret kom altså, i modsætning til dommerne i by- og landsret, frem til, at det ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at smide LTF-lederen ud med en ubetinget dom.

»Jeg er ualmindelig godt tilfreds med resultatet. En mand med hans synderegister har ikke noget at gøre i Danmark. Han har kun fortjent at blive udvist, og det er han nu blevet,« siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, og fortsætter:

»Dommen betyder, at der er åbnet op for at kunne udvise mange flere kriminelle udlændinge fremover. Jeg kan også se, at man i retssystemet inden for det seneste års tid generelt er begyndt at se anderledes på det her. Det er glædeligt,« siger han.

Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokratiet, ligger på linje:

»Dommen er et vigtigt skridt for vores retssamfund. Det er rigtig glædeligt, at Højesteret har rykket sig i forhold til at sikre, at mennesker, der begår alvorlig og farlig kriminalitet, ikke mere bare kan ligge i ly bag konventionerne. Det er lige præcis det, Shuaib Khan og andre kriminelle udlændinge har gjort gennem mange år. Så jeg glæder mig over dommen, og jeg glæder mig over perspektivet i den. For det betyder jo, at vi fremadrettet har mulighed for at udvise flere kriminelle udlændinge i sager, hvor konventionerne hidtil har stået i vejen. Dommen er et nybrud med den praksis, Højesteret hidtil har haft,« siger Trine Bramsen.

Også justitsminister Søren Pape Poulsen (K) jubler over udvisningen af Shuaib Khan:

'Godt. Dommen sender et klart signal til de kriminelle udlændinge om, at de ikke er velkomne i Danmark,' skriver ministeren på Twitter. Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen bruger samme medie til at komme ud med sit budskab:

'Godt! Stort!' lyder det fra retsordføreren.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) viste ligeledes sin begejstring over udvisningen:

'Godt! Højesteret har i dag udvist LTF-leder Shuaib Khan. Regeringen har fra dag ét arbejdet for, at udlændinge, der begår grov kriminalitet, skal udvises af landet. Slut med at grine ad vores retssamfund. Folk som ham har ingen plads i Danmark. #dkpol'

Ud over dommen om ubetinget udvisning af Danmark blev Shuaib Khan idømt tre måneders fængsel samt en bøde på 12.200 kroner.