En midaldrende politiker, der i en årrække har repræsenteret sit parti i en kommunalbestyrelse på Sjælland, er blevet tiltalt for flere slags sexualforbrydelser - heriblandt voldtægt.

Offeret er ifølge anklageskriftet, som BT har fået aktindsigt i, byrådspolitikerens steddatter, der er teenager.

BT er afskåret fra at offentliggøre politikerens navn, parti eller andre konkrete detaljer, der nærmere kan røbe hans identitet. En dommer besluttede nemlig umiddelbart efter mandens anholdelse, at politikeren - trods sit offentlige tillidshverv - skulle beskyttes af navneforbud.

Samtidig har også datteren som offer for en seksualforbrydelse automatisk krav på ikke at få sin identitet røbet gennem pressens omtale af sagen.

Manden blev anholdt i oktober og har siden siddet varetægtsfængslet, mens politiet har efterforsket den prekære sag, der med stor sandsynlighed kan sætte en stopper for hans politiske karriere, hvis han bliver kendt skyldig, når sagen skal for retten.

Her vil politiets anklager ifølge anklageskriftet nedlægge påstand om fængselsstraf. Strafferammen for voldtægt af denne type er teoretisk otte års fængsel, men hvis politikeren kendes skyldig, vil strafniveauet mere sandsynligt være et-to års fængsel.

Byrådspolitikeren er tiltalt for et tilfælde af voldtægt i efteråret 2013, hvor han angiveligt med vold eller trussel om vold tiltvang sig samleje med steddatteren. Hun blev ifølge tiltalen også udsat for et tilfælde af anden kønslig omgang end samleje nogle måneder tidligere samt flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse fra stedfaderens side.

Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for retten.