Københavns Kommune bør trække støtten til Ungdomshuset, hvis ikke brugerne tager afstand fra et billede af tre maskerede geværmænd, der er blevet delt på Ungdomshusets Facebook-side.

Det mener Lars Aslan Rasmussen, der er valgt til Folketinget for Socialdemokratiet.

»Københavns Kommune må tage det her op med Ungdomshuset og kræve, at de udsender et dementi. Man kan ikke give støtte til nogen, der opfordrer til at gå i krig i Syrien,« siger Lars Aslan Rasmussen.

Det er et billede af tre personer med Kalashnikow-geværer iført militæruniformer, der får politikeren til at gå ud med den kontante melding.

Den socialdemokratiske folketingspolitiker Lars Aslan Rasmussen.
Den socialdemokratiske folketingspolitiker Lars Aslan Rasmussen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Billedet er angiveligt taget i det nordlige Syrien, der er kontrolleret af den kurdiske milits YPG. Bag sig har de tre uniformerede personer et flag med den danske påskrift 'Revolutionære Antifascister'.

Billedet er lagt på Facebook af Revolutionære Antifascister og er blevet delt af blandt andet Ungdomshusets hjemmeside. Med billedet følger en hilsen fra de tre Syrienkrigere, der fortæller, at de er rejst til Syrien for at kæmpe mod Tyrkiet og Erdogan.

»Vi opfordrer til at lægge pres på vestlige politikere for at gribe ind, og vi opfordrer til at lægge pres på Tyrkiet. Vi anser derfor enhver aktion rettet mod Tyrkiets militære, politiske og økonomiske strukturer, som et udtryk for solidaritet,« skriver gruppen på Facebook.

Området, de angiveligt befinder sig i, kaldes Rojava, som betyder 'vest' på kurdisk. Det er den vestlige del af det landeområde i Mellemøsten, som kurderne anser for deres.

Revolutionære Antifacister har lagt dette opslag på Facebook. Det beskriver, hvordan tre danskere er taget til Rojava for at kæmpe for kurderne.
Revolutionære Antifacister har lagt dette opslag på Facebook. Det beskriver, hvordan tre danskere er taget til Rojava for at kæmpe for kurderne.
Vis mere

Det har ikke været muligt for B.T. at få bekræftet, om billedet er ægte, men hvis de tre personer vitterlig er draget i krig, er det formentlig i strid med dansk lovgivning. Danmark har tidligere taget passet fra en lang række Syrien-krigere, herunder også personer, der er taget ned for at kæmpe på kurdernes side i den syriske borgerkrig.

Lars Aslan har selv en kurdisk far og har arrangeret fredelige demonstrationer i København mod Erdogans styre. Alligevel lægger han stor afstand til opslaget fra Revolutionære Antifascister.

»Det er altødelæggende, at unge tager derned for at slås. Jeg håber ikke, der er nogen unge kurdere, der følger opfordringen og tager derned for at slås. Deres fremtid er i Danmark,« siger han.

I 2011 stillede Venstre i Københavns Borgerrepræsentation forslag om at lukke Ungdomshuset efter voldelige konfrontationer med politiet. Lars Aslan Rasmussen, som på det tidspunkt sad i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet, holdt dengang hånden under Ungdomshuset.