Der var en merindtjening på 120.000 kroner, da Politiken trykte bogen "Syv år for PET", oplyser direktør.

En søndag i oktober 2016 solgte dagbladet Politiken en del bedre end på en almindelig søndag.

Det var den søndag, bogen "Syv år for PET" var at finde i en særudgave i avisen.

Det fortæller Stig Ørskov, der er administrerende direktør i JP/Politikens Hus, i Københavns Byret. Her har PET lagt sag an mod JP/Politikens Hus og den ansvarshavende chefredaktør for Politiken, Christian Jensen.

Ifølge PET skal Christian Jensen og bladhuset straffes for 9. oktober 2016 at bringe "Syv år for PET" i søndagsudgaven af Politiken, da der var nedlagt forbud mod, at bladhuset måtte bringe bogen.

Advokat Martin Dahl Pedersen, der repræsenterer bladhuset og Christian Jensen, spørger, om der var en økonomisk gevinst ved at trykke særudgaven.

- Ja, det var der faktisk. Det blev ikke trykt flere aviser. Men godt 16.000 blev solgt i løssalg. Det er 4000 mere end på en normal søndag i 2016. Der var en merindtjening på 120.000 kroner, siger Stig Ørskov.

Han forklarer også, at der var ekstra trafik på hjemmesiden politiken.dk, hvor bogen var tilgængelig i små 48 timer. Derefter blev den trukket fra hjemmesiden igen.

Løssalget faldt dog tilbage til normalen, og antallet af abonnementer er heller ikke steget på grund af bogen, der blev trykt i avisen, forklarer Ørskov.

Sagen handler om den omstridte søndagsudgave af avisen, hvor Politiken valgte at optrykke bogen "Syv år for PET" om den tidligere PET-chef Jakob Scharfs tid som leder af efterretningstjenesten.

Det skete efter et forløb, hvor Københavns Byret først havde forbudt forlaget ArtPeople og forfatter Morten Skjoldager at udgive bogen.

Forbuddet blev siden udvidet til at omfatte Radio24Syv og JP/Politikens Hus, og retten bestemte, at eksemplarer af bogen hos 99 boghandlere skulle beslaglægges.

PET kræver, at bladhuset skal straffes med en bøde på mindst 15 millioner kroner. Derudover skal Politikens chefredaktør idømmes den strengest mulige straf i den type sager, nemlig fire måneders fængsel.

/ritzau/