Lyt til artiklen

De kørte i en stjålen Audi A5 og havde politiet i hælene med 180 km/t.

Men færdselstavlerne sagde, at man højst måtte køre 70 km/t.

Og i bilen havde de to skarpladte pistoler med samlet ti patroner.

Sådan lyder hovedtrækkene af de alvorlige anklagepunkter mod to unge mænd, som i næste uge vil stå tiltalt i en nævningesag ved byretten i Glostrup.

Københavns Vestegns Politi mener nemlig, at de to unge mænds adfærd havde baggrund i en verserende bandekonflikt, som på det tidspunkt rasede mellem gadebanderne NNV og en gruppering, som politiet overvågede nøje under navnet »Gruppe X«.

Derfor er de ud over ulovlig våbenbesiddelse, brugstyveri og vanvidskørsel også tiltalt efter straffelovens såkaldte bandeparagraf 81 a.

Bestemmelsen har siden 2009 kunnet fordoble den normale straf for en række alvorlige forbrydelser.

Den skærpede straf kan komme i spil, hvis de tiltalte bliver kendt skyldige, og det vurderes, at forbrydelsen har baggrund i en bandekonflikt eller er egnet til at fremkalde en bandekonflikt, hvor der benyttes våben, eksplosivstoffer eller begås brandstiftelse.

Og det mener politiet altså, at der var tale om 5. februar i år, da den heftige biljagt fandt sted omkring kl. 21.55 på Ring 4 i Gladsaxe og Bagsværd Hovedgade.

Først da den stjålne Audi med de to nu tiltalte om bord skarpt forfulgt af politiet med fuld udrykning kørte galt i det glatte og våde føre på en tilkørselsrampe til Hillerødmotorvejen og bragede ind i autoværnet, stoppede biljagten brat.

Da håndjernene klappede omkring de to unge mænds håndled, fandt politifolkene to skarpladte pistoler hos dem.

Dels en halvautomatisk pistol kaliber 9x19 mm, mrk. DWM isat magasin med seks skarpe patroner, og dels en omdannet tyrkisk gas-/signalpistol kaliber .380 auto mrk. Zoraki isat magasin med fire skarpe patroner.

Og desuden fandt man yderligere en løspatron, som passede til en af pistolerne.

Den forulykkede bil var godt en måned forud for biljagten blevet stjålet fra Pommernsgade i København. Men de to unge mænd havde tilsyneladende alligevel ikke helt nået at blive helt dus med luksusbilens instrumentbræt. I hvert fald kørte Audien uden lys på under biljagten.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i, var den 28-årige mand, som sad bag rattet, allerede forud for biljagten blevet frataget sit kørekort. Derfor er han også som en mindre betydelig del af tiltalen anklaget for at have kørt uden gyldigt kørekort.

Manden er ikke dansk statsborger, og derfor vil politiets anklager ved nævningesagen også nedlægge påstand om, at han efter endt afsoning skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Den anden tiltalte på 24 år har fået dansk indfødsret, men anklagemyndigheden tager i anklageskriftet forbehold for en påstand om, at han skal frakendes indfødsretten og også udvises.

Det er uvist, hvordan de to tiltalte, der begge er beskyttet af navneforbud, stiller sig til tiltalen. Da sagen skal foregå ved et nævningeting, tyder det dog på, at de – i hvert fald i et vist omfang – nægter sig skyldige.