En politijagt i Hundested var nær gået helt galt mandag aften, da to betjente forsøgte at stoppe en motorcyklist.

'Eftersættelsen', som det hedder i politisprog, fandt sted på Ullerup Skovvej omkring klokken halv seks.

I et skarpt sving kørte patruljebilen ind i et træ, hvorefter motorcyklisten stak af.

Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter og i døgnrapporten.

Vagtchef Rolf Hoffmann sagde mandag til Ritzau:

»Motorcyklisten kender skoven bedre end patruljen. På et tidspunkt laver han et skarpt venstresving, men politibilen når ikke at dreje og fortsætter ind i et træ.«

Efter uheldet blev betjentene kørt til kontrol på hospitalet. Heldigvis slap de uden større skrammer, men politibilen blev totaltskadet.

Det fremgår ikke af døgnrapporten, hvorfor motorcyklisten ikke ville stoppe, eller hvad sagen i øvrigt drejede sig om. På nuværende tidspunkt har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.