Politigårdens fængsel, hvor HA'er Michael Brokside i forgårs begik selvmord, er oprettet efter den store rockerkrig. Det er specielt indrettet til de hårde fanger, fortæller tidligere indsat.
De topsikrede fængselsceller på Politigården i København, hvor HA-rockeren Michael Brokside natten til fredag valgte at tage sit eget liv, er berygtet blandt Danmarks kriminelle. Cellerne er klaustrofobiske, og gårdture og frisk luft foregår i et bur på taget.Talsmanden for foreningen Tidligere Bandemedlemmer, Michael Green, har på egen krop oplevet Politigårdens fængsel. I går var han tilbage for at fortælle om sin tid i det fængsel, hvor rockerbossen Michael Brokside hængte sig fredag morgen.
- I cellen er der betongulv, og sengen står boltet fast. Man sover næsten oppe i håndvasken, så småt er det med pladsen, siger han.
Politigårdens fængsel blev oprettet i kølvandet på den store rockerkrig i slutningen af 1990erne, hvor man også begyndte at skyde ind i fængslerne. Der var behov for at placere de farligste fanger på et ekstra sikkert sted, fortæller forbundsformand Kim Østerbye fra Fængselsforbundet i Danmark.
- Det er et slags afskrækkelsessted, hvor de skal sidde så kort tid som muligt. Som udgangspunkt er de låst inde hele døgnet, medmindre man vurderes som egnet til at have fællesskab. Så får man fællesskab med én anden indsat, som personalet har udvalgt. Og så kommer man på gårdtur i det bur, der er på taget, tilføjer Kim Østerbye.
Håndjern, stav og peberspray
Når fangerne skal ud af deres celler, skal der altid være tre betjente til stede, og døren til cellen kan i første omgang ikke åbnes helt, før betjentene har sikret sig, at fangen er i ro og ufarlig. Desuden bærer personalet altid både håndjern, stav og peberspray i bæltet. Hele døgnet.
- Der er simpelthen alle de begrænsninger på de indsattes frihed, som man kan sætte. At der er taget stilling til sikkerheden på så højt niveau, gør det også forholdsvis trygt for personalet at arbejde der, selv om det er den gruppe fanger, vi snakker om, siger Fængselsforbundets formand.
Man kan høre karrusellerne
I går var Michael Green tilbage ved det fængsel, hvor han var anbragt i mere end to et halvt år af sin afsoningstid på otte år. Han husker stadig, hvordan han aldrig kunne se København. Han fik kun lov at høre byens liv.
- Når man er på gårdtur, er det oppe på taget. Det betyder, at man ikke kan se andet end en masse antenner og himlen. Samtidig kan man høre karrusellerne ovre i Tivoli. Det er meget destruktivt, siger han og peger op på bygningens tag.
Green fortæller fra sin tid i fængslet, at det er en ensom affære at sidde i fængslet, og det tærer på psyken og kræfterne.
- Det dræner en for energi. Man er enormt inaktiv. Man kan sidde ved sit skrivebord, eller man kan se fjernsyn. Du bliver nødt til at sidde og snakke med dig selv, ellers mister du ordene og sproget.
Michael Green måtte efter sin afsoning i gang med at vænne sig til at tale med andre mennesker igen.
- Når man kommer ud, og man skal til at tale dagligdags snak igen, er det som om, kæben låser. Man har så meget, man vil ud med, efter at have siddet alene derinde. Man sidder i en osteklokke, og tiden står simpelthen stille, siger talsmanden for Tidligere Bandemedlemmer, Michael Green.
Foran fængslet, der er en del af Københavns Politigård, tager han sig også tid til at mindes den afdøde Michael Brokside.
- Jeg fatter det ikke. Han var slet ikke typen. Han havde jo et fint liv med en dejlig familie, siger Michael Green og tænder sig en smøg og kører derfra i sin Ford Mondeo.
