Formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, reagerer nu på, at en politibetjent er død i en ulykke på E45 Sønderjyske Motorvej.

I en pressemeddelelse siger han:

»Det er en meget trist og forfærdelig besked, jeg har fået her til morgen, at en kollega er afgået ved døden og en anden kollega er alvorligt kvæstet efter en ulykke på motorvejen.« 

»Vores tanker går først og fremmest til de pårørende og nærmeste kolleger i en meget svær tid. Det er så meningsløst og tragisk.«

Politiet fik klokken 01.34 en anmeldelse om en ulykke på Sønderjyske Motorvej på grund af glat føre.

Politikredsen oplyser ikke hverken køn eller alder på den omkomne betjent eller den betjent, som er indlagt med kvæstelser.

Heino Kegel siger:

»Vi følger forløbet og er i tæt kontakt med både Rigspolitiet og den lokale afdeling af Politiforbundet i Syd- og Sønderjylland, hvor vi bistår med hjælp, støtte og rådgivning i denne meget tragiske situation.«

»Det er en sorgens dag i hele politiet, og vi er alle meget berørte af en god kollegas død.«