Opdateret: Det var ikke kun politiet, men også voksne tilstedeværende, som var med til at redde drengens liv.
Torsdag eftermiddag faldt en tre-årig dreng i vandet i Almind Sø ved Silkeborg.
Drengen var livløs, da han blev reddet i land – men politifolk og tilstedeværende reddede drengens liv med en forbilledlig indsats.
Det skriver Herning Folkeblad.
Drengen var faldet i vandet, hvor han blev fundet i livløs tilstand.
Der blev slået alarm klokken 13:14, og før ambulancen var fremme kæmpede fem voksne for at få liv i drengen.
De gav drengen livgivende førstehjælp på stedet. En betjent hjalp til, da politiet ankom til stedet.
Efterfølgende blev den tre-årige kørt på Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han ligger i koma.
I første omgang lød det fra politiet, at drengen ser ud til at slippe uden mén, men faderen har siden oplyst til Herning Folkeblad, at det endnu ikke er til at sige.
»Det her er sådan noget, vi alle sammen frygter skal ske,« siger Bent Riber Nielsen, politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg og tilføjer, at vagtcentralen kun havde ros til overs for redningsindsatsen på stedet.

