En 19-årig mand blev torsdag aften anholdt af politiet, da han prøvede at stikke af fra politiet med 220 km/t på en motorcykel. Bag på motorcyklen sad en ung kvinde, der med slag prøvede at få ham til at stoppe.

Den vilde jagt begyndte klokken 21.16 på Køgevej ved Ringsted, hvor politiet prøvede at vinke motorcyklisten ind til siden.

Motorcyklen blev accelereret op til 220 km/t på landevejen og flere byzoner blev forceret med 120 km/t.

- Det har virkelig gået stærkt. Politimændene, der fulgte efter, kunne se en kvinde bag på motorcyklen, der flere gang slog den 19-årige for at få ham til at sænke farten. Hun har jo været skrækslagen, siger Midt- og Vestsjællands Politis pressetalsmand, Carsten Andersen.

Ved Bjæverskov stoppede den 19-årige den vilde flugt klokken 22.10. Han blev anholdt og sigtet for kørsel uden kørekort, kørsel på uindregistreret motorcykel og adskillige overtrædelser af færdselsloven som følge af sin kørsel.

- Han må til sidst have forstået, at den kvindelige passager ikke havde lyst til mere. Så han stoppede, siger Carsten Andersen.

Motorcyklen er købt for nylig, men den har ikke været indregistreret i Danmark, hvilket Skat nu vil tage en snak med den 19-årige om.

Han har erkendt alle sigtelser og blev løsladt efter afhøring. Ingen kom til skade under den vilde jagt.