Der bliver næppe sendt venlige blikke fra den ene tiltalte til den anden, når byretten på Frederiksberg på onsdag skal behandle en yderst usædvanlig straffesag.
Den ene tiltalte er en 33-årig mand, der blandt andet er anklaget for oralt at have voldtaget den anden tiltalte – en skoledreng – i seks-syv tilfælde i København i sommeren 2023.
Voldtægterne begyndte ifølge anklageskriftet i sagen, da drengen kun var 14 år gammel.
Overgrebene fandt ifølge tiltalen sted i den nu 33-årige mands lejlighed på Nørrebro, hvor drengen efter politiets opfattelse også blev slået i forbindelse med voldtægterne.
Den nu 16-årige dreng er til gengæld tiltalt for drabsforsøg på den voldtægtstiltalte ved blandt andet at stikke en kniv i brystet på ham, så han kom i livsfare.
Knivstikket gav læsioner på både hjertet og den ene lunge på offeret, der også fik tre knivstik i ryggen.
Knivstikkeriet fandt sted for et års tid siden i en lejlighed i København. Her var begge parter ifølge politiets tiltale bevæbnet med kniv, så den 33-årige er også tiltalt for at have overtrådt knivloven, som han allerede tidligere er straffet for at have overtrådt.
Og ved ransagninger af hans lejlighed fandt politiet yderligere et sværd med en klinge på over 12 cm og to knive med klinger på over 12 cm.
Udover de orale voldtægter af skoledrengen er den 33-årige også tiltalt for i september 2023 at have udsat ham for ulovlig frihedsberøvelse.
Ifølge anklageskriftet blev drengen opsøgt af den 33-årige og flere uidentificerede medgerningsmænd i en lejlighedsopgang i Valby, hvor den 33-årige med en kniv og flere knytnæveslag i hovedet tvang ham ud i en bil.
Herefter blev drengen kørt rundt i et ikke nærmere specificeret tidsrum, hvor han ifølge tiltalen blev slået flere gange – blandt andet med skæftet på den 33-åriges kniv – og truet med at blive slået ihjel i en skov.
Til sidst blev han dog sat fri af bortførerne, men fik ifølge anklageskriftet at vide, at hvis han nogensinde fortalte om bortførelsen til sine venner, familie eller politiet, så ville den 33-årige slå ham ihjel.
Det er foreløbig uvist, hvordan de to tiltalte vil stille sig til tiltalepunkterne. Men da sagen er berammet som en domsmandssag, tyder det på, at de ikke kan erkende sig skyldige.

