Københavns Politi fik ikke just en flyvende start i jagten på en tredobbelt rovmorder på Østerbro sidste år.

Det er blevet pinligt klart under retssagen mod den formodede seriemorder - James Schmidt.

Den 28-årige mand nægter sig skyldig, men risikerer lovens strengeste straf - fængsel på livstid - når der søndag afsiges dom i Københavns Byret.

I retten har flere vidner forklaret, hvordan det nærmest uforståeligt lykkedes politifolk i første omgang at overse, at tre pensionister var blevet kvalt i deres lejligheder i løbet af en måned i den samme bebyggelse på Vangehusvej.

Ved det seneste af drabene afviste betjentene ligefrem 8. marts sidste år at høre på en af den dræbte Inez Hasselblads nærmeste venner og naboer i ejendommen. Han forklarede ellers som vidne, at han øjeblikkeligt var sikker på, at hun havde være udsat for en forbrydelse.

Først næste dag skiftede politiet mening, da også offerets datter, tv-kendissen Malene Hasselblad, ringede til politiet og insisterede på, at hendes mor havde været offer for en forbrydelse. Blandt andet fordi der fortsat blev hævet på hendes stjålne dankort.

Hendes naboven fortalte som vidne i Københavns Byret, at han havde kendt hende i 16 år og var blevet kaldt til hendes lejligheden af en anden beboer i ejendommen, som havde låst sig ind og fundet hende siddende død i en stol i stuen.

»Hun sad med armene ud til siden og et sæbeøje, som om hun havde fået en ordentlig en på lampen. Og hendes trøje sad helt oppe om brysterne på hende, som om en anden havde løftet hende op. Og hendes nøgler manglede ude i gangen, hvor de plejede at ligge,« fortalte vennen til den 81-årige Inez Hasselblad.

Den tredje myrdede pensionist på Østerbro blev 81-årige Inez Hasselblad. Her er hun sammen med sin datter Malene Hasselblad, der blev kendt i Danmark, da hun vandt Robinson Ekspeditionen i 2001. Det var netop Malene Hasselblad, der opdagede, at der var noget galt, da hendes mors kreditkort stadig blev brugt, efter hun var død.
Den tredje myrdede pensionist på Østerbro blev 81-årige Inez Hasselblad. Her er hun sammen med sin datter Malene Hasselblad, der blev kendt i Danmark, da hun vandt Robinson Ekspeditionen i 2001. Det var netop Malene Hasselblad, der opdagede, at der var noget galt, da hendes mors kreditkort stadig blev brugt, efter hun var død. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Da de tilkaldte politifolk kom ned oppe fra hendes lejlighed, forklarede jeg dem, at det så ud til, at hun havde fået en på lampen og var blevet løftet op. Jeg spurgte, om der ikke var tegn på vold. Men betjentene sagde: 'Nej, nej, overhovedet ikke. Hun er faldet og har slået hovedet mod skrivebordet.' Så siger jeg, at så sad man altså ikke sådan her,« forklarede vennen i vidneskranken og slog begge arme helt ud til siden i sin sorte vindjakke.

»Det kunne jeg slet ikke få til at passe. Man kun jo også se, at tøjet sidder oppe, men betjentene sagde, at det var klart, hvis hun var faldet. Men hun ville jo have trykket på sin alarm, hvis hun var faldet,« tilføjede vennen til den dræbte pensionist.

En måned tidligere affejede politiet i første omgang også pårørendes mistanke om, at en anden dødfunden kvinde i samme ejendom - den 82-årige Eva Hoffmeister - var blevet myrdet.

Hun blev fundet død 7. februar på gulvet i sit køkken, og fire dage senere kontaktede hendes familie igen politiet. De kunne ikke finde hendes pung og mobiltelefon i lejligheden.

Mobiltelefonen blev fundet, men pungen med betalingskort var væk.

Familien kontaktede politiet igen, da man opdagede, at der var hævet penge på Hoffmeisters konto efter hendes død.

Men politiet opfordrede blot til at melde pungen og betalingskortet stjålet. Selve dødsfaldet vurderede ordensmagten i første omgang som naturligt.

Selv om en stok var væltet i entréen, en blomsterkrans var faldet ned fra væggen og den døde kvinde lå oven på en skridmåtte, der ikke længere lå under et gulvtæppe - men ved siden af gulvtæppet.

Ifølge tiltalen i sagen kvalte den 27-årige James Schmidt de tre pensionister, fordi han ville malke deres kreditkort for penge bagefter. Han nægter sig skyldig i drabene.
Ifølge tiltalen i sagen kvalte den 27-årige James Schmidt de tre pensionister, fordi han ville malke deres kreditkort for penge bagefter. Han nægter sig skyldig i drabene.
Vis mere

Derfor blev der aldrig lavet en obduktion af den døde kvinde, og liget var for længst kremeret, da der en måned senere omsider blev slået mord-alarm.

Den 27-årige James Schmidt nægter sig skyldig i rovmord på de tre pensionister, men erkender at have malket hæve- og kreditkort tilhørende to af dem efter deres død på ulovlig vis.

Han erkender også at have været i Inez Hasselblads lejlighed omkring drabstidspunktet, men afviser at have gjort hende noget som helst ondt.

Den tiltalte James Schmidt er tidligere dømt for voldtægt af en mindreårig pige. Han er også dømt for drabsforsøg på sin mors veninde. Han blev i 2011 idømt forvaring på ubestemt tid, men Højesteret mildnede dommen til syv års fængsel i 2012. Retten tog hensyn til, at han var meget ung og ikke tidligere straffet.
Den tiltalte James Schmidt er tidligere dømt for voldtægt af en mindreårig pige. Han er også dømt for drabsforsøg på sin mors veninde. Han blev i 2011 idømt forvaring på ubestemt tid, men Højesteret mildnede dommen til syv års fængsel i 2012. Retten tog hensyn til, at han var meget ung og ikke tidligere straffet.
Vis mere

Søndag formiddag afsiger et nævningeting i Københavns Byret kendelse om den tiltalte James Schmidts mulige skyld i de tre pensionistdrab. Hvis han kendes skyldig, skal retten umiddelbart efter tage stilling til anklagemyndighedens primære strafpåstand om fængsel på livstid.