Onsdag morgen blev Mads Dinesen anholdt og sigtet for bedrageri i millionklassen. Ifølge BTs oplysninger har han bl.a. kørt i BMWer, han ikke kunne betale for. Han er desuden sigtet for at give urigtige oplysninger til Erhvervsstyrelsen - ifølge hans advokat for at kunne vise TV3, at han havde penge nok til at være med i reality-programmet 'Kræsne Købere'.

Mads Dinesen med tilnavnet 'Champagnedrengen' har angiveligt en forkærlighed for BMWer. Faktisk er den nu bedragerisigtede iværksætter så glad for den tyske luksusbil, at han flere gange har leaset en BMW gennem BMW Financial Service - men han har bare aldrig kunne betale leasingydelserne. Siden 2012 har Mads Dinesen tre gange leaset en BMW, men hver eneste gang er bilen blevet hentet igen efter bare tre-fire måneder på grund af manglende betaling.

Men da Mads Dinesen hæfter for leasingkontraktens fulde beløb, skylder han nu i omegnen af en million kroner til BMW. Det drejer sig om tre beløb af omkring 300.000 kroner, og det takserer Københavns Vestegns Politi og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) nu til en bedragerisigtelse. Det fortæller Mads Dinesen advokat, Ole Schmidt til BT.

Advokaten forklarer også, at Mads Dinesen torsdag morgen klokken 09.00 bliver stillet i grundlovsforhør ved retten i Glostrup, efter at han og jetsetkammeraten, en 33-årig direktør, onsdag blev anholdt af Københavns Vestegns Politi og Bagmandspolitiet. De er sigtet for bedrageri for over 30 millioner kroner. I Mads Dinesens tilfælde drejer en del af de penge sig altså om de leasede BMWer.

Ole Schmidt, der er på vej til København, da BT fanger ham på telefonen, nåede lige at gennembladre politiets arbejdskopi af sigtelserne, inden han satte sig i bilen, og husker umiddelbart at Mads Dinesen samlet set er sigtet for 10-12 forhold.

Ole Schmidt siger, at Mads Dinesen også er sigtet for at have givet urigtige oplysninger til Erhvervsstyrelsen i forbindelse med en kapitalforhøjelse i et selskab. Det drejer sig om et forfalsket kontoudtog, forklarer Ole Schmidt.

- Jeg tror, at han (Mads Dinesen, red.) ville lave kapitalforhøjelsen i selskabet for at kunne dokumentere overfor TV3s program 'Kræsne Købere', at han havde et selskab med en egenkapital på 12 millioner. Det selskab er ikke brugt til andet end at dokumentere velstand overfor TV3, vil jeg tro, siger advokat Ole Schmidt.

Men bedrageriet stopper ikke her. Advokaten fortæller til BT, at Mads Dinesen, der ellers emmer af overklasseluksus, også har begået bedrageri for 380.000 kroner i køb af hårde hvidevarer fra Skousen og for 90.000 kroner i discountmøbelhuset Ikea.

Onsdag aften oplyser Mads Dinesens presseansvarlige, April Chris, på facebook, at den bedragerisigtede er ved godt mod.

Mads Dinesen gjorde sig bemærket i forbindelse med Danmarks Indsamling den 1. februar, da han donerede 140.000 kr. fra et firma under konkursbehandling.

22-årige Mads Dinesen købte som 20-årig københavnerdiskoteket NASA - kronprins Frederiks tidligere stamsted.

I oktober forrige år blev Mads Dinesen dog meldt til politiet for økonomisk bedrageri for en halv million kr. Anmeldelsen blev indgivet af eventfirmaet ICS, der havde betalt Mads Dinesen 530.000 kr. for et arrangement, der skulle afholdes på netop NASA. Men arrangementet blev aflyst, da firmaet var gået konkurs.

Mads Dinesen er desuden kendt for sine store armbevægelser i bylivet. Han går under navnet 'champagnedrengen' - et tilnavn han har fået, dels fordi han er glad for dyr Dom Pérignon-champagne, men også fordi han i 2012 tømte en flaske champagne til 75.000 kr. i 'Fattighullet', en gammel indsamlingsbøtte ved en kirke på Skt. Annæ Plads i København.

Mads Dinesen hævder selv at være god for op mod 20 millioner kr.