Både for at øge borgernes tryghed og for eventuelt at skaffe oplysninger om narkosalg øger politiet i Aalborg patruljeringen fredag.

Torsdag aften blev der affyret en gaspistol på Annebergvej. Det høje brag lød, da to mænd på 21 år blev udsat for røveri og ulovlig tvang.

Ifølge Nordjyllands Politi var det et opgør i et kriminelt miljø, og derfor har de almindelige borgere ikke grund til at være bekymret, lyder det fra politiinspektør Anders Uhrskov.

De to ofre er blevet sigtet for salg af en mindre mængde narkotika, oplyser politiinspektøren, som dog ikke vil give yderligere detaljer.

To andre mænd sigtes for røveri og ulovlig tvang overfor de to formodede narkosælgere.

- Det er vores opfattelse, at der er tale om et narkotikasalg, som udvikler sig til røveri, siger Anders Uhrskov i en pressemeddelelse.

I et grundlovsforhør fredag skal en dommer i Aalborg afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.

/ritzau/