Bent Ovesen har været efterlyst, siden politiet fandt hans kone dræbt i ægteparrets bolig sidste år. I den kommende uge genoptages undersøgelserne omkring gerningsstedet.

Den 28. oktober sidste år blev Aase Ovesen på 61 år fundet dræbt i sit hjem i Kolding.

Lige siden har politiet jagtet hendes ægtemand, Bent Ovesen, og hans brune Ford Mondeo, der ikke er blevet set siden.

Politiet har sigtet ham for drabet på sin hustru og fængslede ham i november in absentia - uden at han var tilstede.

Drabssigtelsen har også placeret Bent Ovesen på Interpols liste over efterlyste danskere.

Nu vil politiet genoptage undersøgelsen i området tæt på gerningsstedet i weekenden for at finde flere spor i sagen:

»I weekenden skal vi lede i Kolding Fjord og på Lillebælt igen. Vi har været der før, men ikke nødvendigvis over det hele,« oplyser Carit Andersen, der er efterforskningsleder ved Sydøstjyllands Politi, til Jydske Vestkysten.

Et stort chok for naboerne

BT har tidligere talt med naboerne i det parcelhuskvarter ægteparret boede i.

»Det er et stort chok for os alle sammen, som bor her. Ingen havde set det komme,« fortæller en, mens en anden understreger, at de var ægtepar som alle andre, der bor på Christiansøvej i Kolding:

»Det er meget imødekommende mennesker, som mest af alt ligner os alle sammen her i området: Gift gennem mange år og med børn og børnebørn, aktive på forskellige områder og tilsyneladende med orden i tingene.«

Datteren fandt Aase

Det var den ene af ægteparrets to voksne døtre, som tilbage i oktober fandt Aase Ovesen død i huset.

En obduktion afslørede, at Aase var blevet dræbt. Det fik politiet til at sigte ægtemanden Bent Ovesen, der har været forsvundet lige siden.

Hans nyindkøbte bil er også efterlyst, fordi politiet mener, at han enten kan være i nærheden af den eller, at bilen indeholder informationer, der kan føre efterforskningen videre.

Har du set 63-årige Bent Ovesen eller hans gråbrune Ford Mondeo med registreringsnummeret AU 24836?

Du kan kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.