Kreative løsninger er ikke vejen frem, hvis det handler om at omgås restriktionerne, der skal mindske smitten med coronavirus.

Det slår politidirektør Anne Marie Roum Svendsen fast på et pressemøde i Aalborg, hvor hun repræsenterer Nordjyllands Politi.

Syv nordjyske kommuner er blevet underlagt særlige restriktioner på grund af spredning af den muterede version af coronavirus fra mink.

Fra lørdag skal alle caféer, restauranter og barer i de berørte nordjyske kommuner holde lukket. Politiet kommer til at holde øje med, at ingen ulovligt holder åbent.

- Vi holder øje med, hvad der foregår rundt omkring, reagerer på anmeldelser og ser, om man lukker restauranter, som man skal.

- Vi ser, at der er mange kreative løsninger for at komme uden om forbuddene, siger politidirektøren.

Politiet kommer til at være særligt synligt i bybilledet den kommende tid i Nordjylland. Foruden lukning af restaurationer, sendes halvdelen af gymnasieeleverne samt alle skolelever i 5. til 8. klasse hjem.

Dertil kommer, at borgerne opfordres kraftigt til ikke at krydse kommunegrænserne i Nordjylland.

- Vi kommer ikke til at stoppe folk og spørge, hvor de skal hen. Vi appellerer til, at folk ikke krydser kommunegrænserne.

- Men hvis vi ser, at folk valfarter til Aalborg nordenfjords fra, kan det få konsekvenser for andre kommuner, som ikke på nuværende tidspunkt er underlagt særlige restriktioner, siger Anne Marie Roum Svendsen.

Der vil ikke blive udskrevet bøder til trafikanter, der tager på tur i nabokommunerne.

- Det er fordi, det er en opfordring. Men vi vil være massivt til stede på vejene, siger politidirektøren.

- Det er ikke et udgangsforbud, slår hun fast.

Pressemødet holder hun sammen med repræsentanter fra Fødevarestyrelsen, Region Nordjylland og Styrelsen for Patientsikkerhed.

De syv kommuner, hvor der træder yderligere restriktioner i kraft, er Hjørring, Læsø, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland og Thisted.

/ritzau/