En mand skal onsdag fremstilles i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for ildspåsættelse på Udrejsecenter Kærshovedgård.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X tirsdag eftermiddag.
Det bliver i byretten i Herning, at det skal afgøres, om manden skal varetægtsfængsles.
Politiet har tidligere på eftermiddagen fortalt til TV Midtvest, at det er en beboer på Kærshovedgård, der er blevet anholdt.
Sagen handler om en brand, der tirsdag brød ud i en længe på udrejsecenteret, som ligger ved Ikast.
Politiet fik anmeldelsen klokken 11.12, og efterfølgende rykkede både politi, brandvæsen og redning ud til stedet, hvor flere beboere blev evakueret.
Der har ikke været meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade i forbindelse med branden.
Efter nogle timer med brandslukningsarbejde er branden kommet under kontrol. Det har Danmarks Fængsler, der driver Kærshovedgård, oplyst tirsdag eftermiddag.
- Bygningen er blevet evakueret, og ingen beboere eller ansatte er kommet til skade. Der vil blive fulgt op med relevant sundhedspersonale, skriver Danmarks Fængsler, der tidligere hed Kriminalforsorgen, i en mail.
Udrejsecenter Kærshovedgård ligger sydøst for Ikast i Midtjylland og huser afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold.
Der bor cirka 235 personer på udrejsecenteret.
Først lød det, at cirka 10-15 beboere skulle genhuses. Tallet er dog efterfølgende blevet opjusteret til 33 beboere.
De bliver indkvarteret et andet sted på udrejsecenteret.
/ritzau/
