Politiet har lørdag eftermiddag sat en helikopter i luften og flere både i vandet for at lede efter en forsvunden lystfisker i Aarhus Bugt ud for Ørnereden syd for Højbjerg.

Anmeldelsen indløb til politiet klokken 14.47.

»Et vidne havde set lystfiskeren i vandet. Vidnet kiggede væk et øjeblik, og så var lystfiskeren forsvundet,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi Hans Henrik Bagger til B.T.

Han tilføjer:

»Der er desværre ikke noget nyt at berette. Vi har ikke fundet noget endnu. Vi har søgt derude, og lige nu er vores indsatsleder ved at finde ud, hvad planen er fremadrettet.«

Politiet er ikke bekendt med identiteten på den angivelig forsvundne lystfisker.

Er der tale om et troværdigt vidne?

»Lige nu eftersøger vi i hvert fald derude,« siger Hans Henrik Bagger

Politiet hører meget gerne fra eventuelle vidner. Politiet kan kontaktes på 114.

Opdateres …