Syd- og Sønderjyllands Politi var lørdag eftermiddag talstærkt til stede ved Daddellunden i Esbjerg.

Det bekræftede vagtchefen over for B.T.

På billeder fra stedet, der ligger i Kvaglund i det nordøstlige Esbjerg, kunne man se indtil flere politibiler i området. Ligesom hundepatruljer også var på stedet og afsøgte området.

»Vi er der i forbindelse med en anmeldelse om et mistænkeligt forhold,« lød det tidligere fra vagtchefen.

»Vi har anholdt en person, men der ikke nogen, der er kommet til skade. Mere kan jeg ikke sige,« oplyste han.

Politiet har sidenhen været ude og oplyse, at der ikke er tale om en bande- eller rockerrelateret sag.

Og yderligere er de gået på Twitter for at beskrive, at den store aktion var i forbindelse med 'trusler på livet med bl.a. skydevåben', som det lyder på Twitter.

Våbnet er meldes i samme ombæring fundet.

Og der var tale om en attrappistol.

Den anholdte er lørdag aften fortsat i politiets varetægt. Det er fordi, man undersøger, om personen skal fremstilles i grundlovsforhør, lyder det.

Afslutningsvis skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter, at der ikke er grund til bekymring for de lokale i området:

'Der er ingen grund til bekymring for beboerne i området, men som tryghedsskabende foranstaltning vil vores patruljer de kommende timer have lidt ekstra fokus på Kvaglund.'