Ved et tilfælde opdagede Københavns Politi lørdag omkring klokken 13.00 en større mængde svenske nynazister midt i København.

70-75 stykker blev opdaget af en patrulje på Øster Voldgade på vej mod Kultorvet i midten af København. Herfra blev de mandsopdækket tæt af politiet - ikke mindst for at sørge for, at nynazisterne stødte sammen med en række andre demonstrationer i København.

Politiinspektør ved Københavns Politi Tommy Laursen fortæller til B.T., at to svenske nynazister er blevet sigtet i forbindelse med demonstrationen.

»Vi har sigtet en enkelt for at bære skudsikker vest, og så er der en, som har slået en af vores kollegaer. Ham skal vi have fundet frem til nu ved at se video fra demonstrationen igennem,« siger Tommy Laursen.

Lørdag tidlig eftermiddag var Københavns Politi travlt optaget med flere større forælderdemonstrationer for nomeringer i daginstitutionerne rundt om i byen.

Og derfor blev det hurtigt en vigtig sag for politiet at undgå, at de tusindvis af demonstrerende forældre skulle støde ind i de svenske nynazister, forklarer Tommy Laursen.

»Efter vi var blevet gjort opmærksom på dem, eskorterede vi dem hen til Kultorvet, hvor de gerne ville uddele nogle flyers.«

»Her kom det så til noget skubberi mellem dem og os. Derfor besluttede vi os for at eskortere dem mod Østerport, hvor de blev sat på et tog,« forklarer Tommy Laursen.

De svenske nynazister havde ikke anmeldt deres demonstration, og derfor kom den som en overraskelsen for Københavns Politi, fortæller politiinspektøren.

Inden de 70-75 svenske nynazister nåede Østerport blev de mødt af en antidemonstration, og det kom til sammenstød.

»Da vi kom til Østerport var en moddemonstration med autonome mødt op. Her blev stemningen anspændt, men vi formåede at sende dem med toget,« forklarer Tommy Laursen.