Søndag aften har Københavns Politi med kampklædte betjente været til stede på V.E. Gamborgsvej på Frederiksberg.

Her er et knivstikkeri blevet efterforsket, fortæller vagtchef Leif Hansen. Politiet fik meldingen herom 17.58.

Ved du noget? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os på 1929@bt.dk.

Kort før klokken 21 er de sidste betjente kørt fra området, hvor politiet i flere timer har ledt efter gerningsmanden samt gerningsstedet.

Politiet har nemlig haft svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.

Ifølge den forurettede, som i skrivende stund bliver behandlet for sine overfladiske skader på arme og ben, fandt knivstikkeriet sted i en lejlighed.

Her skulle ofret, der er 29 år, være mødt op med en pose penge for at købe en bil, da han blev overfaldet, og gerningsmanden stak af med pengene.

Søndag aften har Københavns Politi efter forurettedes anvisning undersøgt tre forskellige lejligheder.

Men der har ikke været bid i nogen af dem.

»Når forurettede er færdigbehandlet, skal vores efterforskere havde en grundig snak med ham for at finde ud af, hvad der er foregået,« siger vagtchef Leif Hansen.

Han tilføjer:

»Han fortalte indledningsvist, at bilhandlen udviklede sig til et røveri, men vi har ikke kunnet få det bekræftet. Vi er derfor endnu ikke sikre på, at vi har fået den sande fortælling.«