En børnedukke, som ifølge anklagemyndigheden er fremstillet med et seksuelt formål, har været et kardinalpunkt i sagen mod Henrik Sass Larsen.
Men efter torsdagens retsmøde står det klart, at politiet hverken fandt det nødvendigt at beslaglægge dukken, undersøge en revne i skridtet eller tage DNA-prøver.
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage vil ikke kommentere på den konkrete sag, men peger på, at sager af denne type kræver solid dokumentation:
»Hvis anklageren ikke har genstanden, som anklageren påstår er ulovlig og vil have den tiltalte dømt for, så kræver det som minimum, at der kommer nogle ret klare vidneforklaringer, som kan redegøre for hvordan den her genstand er sat sammen, eller at der er nogle virkelig gode billeder.«

I retten fortalte betjenten, der fandt dukken i en vasketøjskurv, at han synes, den var »politimæssigt interessant« og derfor tog ét billede af dukken, som sidenhen er blevet digitalt forbedret.
»Jeg syntes, at dukken har et underligt udseende. Jeg er ikke ekspert i dukker, men jeg syntes, at den var aparte eller måske snarere politimæssigt interessant. Hvorfor havde den en revne mellem benene?,« lød det fra betjenten i retten.
Han tilføjede om den brunkrøllede dukke.
»Jeg tænker, at det kan have en relation til et masturbationsformål.«
Revnen mellem benene undersøgte politiet dog ikke nærmere – og ej heller den ledning, der stak ud til en elektronisk genstand, og som ifølge betjenten så ud til at udgå fra revnen.
»Vi forsøgte ikke at tænde for apparatet, men jeg er af den formodning, at den nok indeholdt en form for batteri. […] Måske var der en hårdere genstand i en del af maven, men vi undersøger det ikke nærmere,« forklarede betjenten.
Stage mener generelt, at gisninger og gætterier ikke holder i retten:
»I en retssag må der ikke være nogen rimelig tvivl, og hvad vidner fornemmer eller gætter sig til er ikke et bevis.«
Hvorfor politiet ikke beslaglagde dukken, forklarer betjenten med, at selvom dukken var 'politimæssigt interessant, var man i tvivl om, det var nødvendigt at beslaglægge den'.
»Faktisk så ringede vi lige efter ransagningen til en leder af overgrebsgruppen. Han vurderede, at det ikke var nødvendigt at køre tilbage til lejligheden for at tage dukken med os,« forklarede betjenten.
Det får Mette Grith Stage til at ryste på hovedet:
»Hvis politiet støder på noget hvidt pulver og tænker, at det er kokain, så ville man jo beslaglægge det, og ikke håbe på, at den tiltalte selv bringer det med i retten. Det tyder jo på, at politiet reelt ikke har troet på, at genstande var ulovlig, da de fandt den.«
Til sidst konstaterer hun, at Henrik Sass Larsens forsvarsadvokat meget vel kommer til at bruge dagens vidneforklaring i sin afsluttende procedure 1. september, hvor der falder dom i sagen mod x-ministeren:
»Jeg er sikker på, at forsvareren i sin procedure vil gøre et stort nummer ud af, at vidneforklaringen var præget af usikkerhed og gætværk, og ikke kan danne grundlag for en domfældelse.«
Anklager i sagen, Maria Cingari, indrømmede i retten, at man begik en fejl, da man ikke sikrede sig dukken under ransagningen af Henrik Sass Larsens hjem. Læs mere om det her.



