Sagen om den kontroversielle lokalpolitiker og eks-DF'er Knud Ahrenkiel kan nu få et retligt efterspil.

Fyns Politi har nemlig indledt en undersøgelse af, om byrådsmedlemmet fra Kerteminde begik noget ulovligt, da han i et Facebook-opslag opfordrede danske unge til at bevæbne sig. Det bekræfter Fyns Politi over for B.T., som i en meget kort udtalelse skriver:

'Fyns Politi undersøger i øjeblikket om der er tale om en strafbar handling. Derudover har vi i øjeblikket ingen kommentarer.'

Det er en opdatering fra i søndags, der er årsagen til, at politiet nu undersøger sagen nærmere.

Foto: PR
Vis mere

'Fantastisk med den kulturberigelse, men hvor er vores friske ungdom henne, bør I ikke finde sammen, bevæbne jer og sammen en gang for alle fjerne den ondskab, HUSK med ondt skal ondt fordrives,' skrev Knud Ahrnkiel ifølge TV2 Fyn.

Det er uvist, om det er politiet selv, der har taget sagen op - eller om nogen har meldt ham til politiet. Selv er han sikker på, at det sidste er tilfældet.

»Den undersøgelse tager jeg helt stille og roligt. Politiet må afgøre, om der er noget i det. Jeg kan hverken gøre fra eller til,« siger Knud Ahrenkiel til Fyens Stiftstidende.

Onsdag eftermiddag valgte Knud Ahrenkiel frivilligt at forlade Dansk Folkeparti, som han flere gange havde været på kant med.

Opfordring til vold kan give op til to års fængsel.