Nordsjællands Politi skrev tidligt søndag morgen, at de var i gang med at undersøge en genstand i Hillerød.

Det viser sig nu, at der har været en sprængning på Kongens Vænge i Hillerød klokken 02.22 natten til søndag.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

I meddelelsen skriver politiet, at en ukendt person eller personer havde antændt en formentlig hjemmelavet form for genstand, som sprang kort efter.

En bil fra Kemisk Beredskab.
En bil fra Kemisk Beredskab. Foto: Per Øxenholt, ØXENHOLT FOTO
Vis mere

Sprængningen foregik på et køretøj tilhørende en mand i fyrrerne, der bor på vejen.

Manden er ikke kendt af politiet, og han har ingen relationer til kriminelle miljøer.

Materiale fra genstanden lå i en radius af cirka ti meter fra sprængningen.

Politiet oplyser derudover, at der ikke er kommet nogen til skade.

Beboere i otte rækkehuse blev dog bedt om at opholde sig inden døre i et par timer, mens Kemisk Beredskab fastslog, at der ikke var tale om farlige stoffer i genstanden.

Politiet har nu iværksat tekniske undersøgelser, der skal klarlægge hændelsesforløbet og vise, hvad indholdet af genstanden var.

Vagtchefen hos Nordsjællands Politi oplyser, at politiet fortsat er på adressen, og at de fortsat får hjælp med afspærring af Hjemmeværnet.

De sender dog stille og roligt betjente væk fra området.