Københavns Politi var onsdag eftermiddag til stede i Guldbergsgade på Nørrebro i København, hvor det undersøger et mistænkeligt forhold. Det skriver politikredsen på X.
Ifølge Ekstra Bladet var det en detonation, der fik politiet til at rykke ud.
Det bekræfter Knud Hvass, der er leder for afdelingen for organiseret kriminalitet, over for mediet.
Det uddybes ikke, hvilken form for sprængmateriale, der var tale om. Det oplyses heller ikke, hvad der er gået forud for sprængningen.
Det oplyses heller ikke, om det er politiet, der har stået for sprængningen.
Både patruljer og kriminalteknikere var til stede i gaden.
Der har ikke været meldinger om personskade i forbindelse med efterforskningen.
Politiet skrev tidligere på X, at det ikke har yderligere oplysninger i øjeblikket.
/ritzau/
